Select Page

Session 7/10

Side 3/8 Når et barn i plejefamilien bliver teenager

Når et barn i plejefamilien bliver teenager

Alle teenagere gennemgår en afgørende tid i livet. Kroppen ændrer sig, forholdet til kammeraterne betyder pludselig mere end forholdet til plejeforældrene. Måske får teenageren også en kæreste? Der er nye krav i skolen, og man er midt imellem at være barn og voksen.

På grund af den usikre baggrund i de tidlige år kan teenageperioden være meget udfordrende for unge i plejefamilie, og udsvingene i følelser kan være mere intense end normalt. I denne periode bliver tilknytning vendt til spørgsmålet om, hvordan frigørelse og adskillelse kan foregå på en positiv måde, så teenageren kan opnå uddannelse og et uafhængigt voksenliv. Børn, som har oplevet alvorligt misbrug eller tab, da de var spæde, kommer ofte tidligere i pubertet (formentlig er der tale om en overlevelsesmekanisme), og for nogle sker det allerede i 8-10 års alderen.

Forskningen peger på, at teenagealderen kan være en stor udfordring for plejeforældrene, hvis den unge har haft en svær start på livet. Hvordan kan I give omsorg og vejledning, samtidig med, at I støtter den unge i at tage deres egne beslutninger og klare sig selv?

Puberteten er en alder, hvor forholdet til voksne ændrer sig. Som en del af udviklingen mod selvstændighed er det naturligt, at der kan opstå skænderier og konflikter. Det er en alder, hvor intimitet og nærhed kan være provokerende, og i nogle tilfælde fører konflikterne til en afbrydelse af anbringelsen. Den unge kan begynde at omgås andre unge, som plejeforældrene måske synes er problematisk for den unge. Dette kan resultere i, at han/hun isolerer sig, nægter at høre efter eller hele tiden modargumenterer plejeforældrene mm. Meget afhænger af, hvordan plejeforældrene reagerer, når den unge begynder at udfordre grænserne.

I puberteten skal den unge skabe en ny og uafhængig selvforståelse, og ofte vil han/hun skifte mellem barnlig afhængighed, og forsøg på at opnå uafhængighed ved at skabe afstand til plejeforældrene. Meget ofte føler den unge et behov for at vende tilbage til de biologiske forældre og familiemedlemmer for at finde ud af, hvad der er ønskedrøm, og hvad der er virkelighed. Det er naturligt, men det skaber meget tvivl hos plejeforældrene: hvornår skal man holde fast i krav, og hvornår skal man give mere ansvar?

Spørgsmål som ”Hvornår skal jeg være hjemme om aftenen – må jeg tage til den her fest – må jeg få huller i ørerne, osv.?” vil typisk dukke op. Undersøgelser har vist, at anbragte unge tit har alvorlige problemer med at følge med deres jævnaldrende: plejeforældre er ofte (med god grund) mere nervøse for, hvad der vil ske, hvis de for eksempel giver den unge lov til at tage til en fest eller gå i byen. Det kan betyde, at de tit er væsentligt mere grænsesættende, end forældre almindeligvis er, og det kan blive et stort problem for den unge.

For teenageren er vennerne og klassekammeraterne vigtigere, end man forestiller sig som plejeforælder. Det bør man forstå og acceptere. Derfor bør din rolle som plejeforælder være “en der lytter og snakker” om den unges udfordringer i hans/hendes forhold til vennerne. I behøver ikke altid komme med løsningsforslag, for samtalerne i sig selv og en accepterende holdning kan være til stor hjælp. En ung huskede for eksempel sin plejefar på følgende måde: “Jeg kunne altid snakke med ham om alt – han lyttede bare og bebrejdede mig aldrig noget“.

Der er ikke nogen let løsning på disse problemer, men der findes gode råd, som kan være til hjælp. Det vigtigste er, at I som plejeforældre udviser en venlig, rolig og bestemt forståelse, og at I alle er enige i beslutninger og regler.

Én af de vigtigste metoder er at forberede barnet på puberteten allerede nogle år før, den kommer. Dels ved at barnet deltager i de praktiske opgaver i hverdagen, så hun/han kan klare sig selv senere. Dels ved forberedende samtaler om, hvad der vil ske i puberteten med kroppen og forholdet til voksne og kammerater.