De fire rammer for opvækstmiljøer
- Barnet skal have en langvarig tryg tilknytning til få voksne – i hjemmet, daginstitutionen og skolen.
- Barnet skal være accepteret medlem af en gruppe jævnaldrende i lang tid.
- Barnets voksne skal have viden om børns tabsreaktioner, og de skal have tæt dialog med andre voksne.
- Der skal være enighed om synet på barnet og anbringelsen – mellem de barnet er knyttet til, og de der tager beslutninger om hvor det hører til.
Refleksionsspørgsmål
Du kan bruge disse refleksionsspørgsmål til at arbejde med webinarets indhold i din kollega gruppe eller på din arbejdsplads.
- Hvor god er vores evne til at skabe kontinuitet i anbragtes voksenrelationer?
- Hvad tænker i om stabiliteten i jeres anbragtes voksenrelationer, og om deres mulighed for at føle at de hører til i en gruppe?
- Hvad siger de voksne som har det daglige ansvar for børnene om deres egen trivsel og daglige stressniveau? Har de adgang til viden og åbenhjertige dialoger om opdragelsesproblemer?
- Hvilken grad af enighed om anbringelsen er der mellem de voksne omkring jeres anbragte? Hvor mange børn er ramt af uenighed mellem dem?
Links og artikler
Som lovet får du her en oversigt over links til artikler og forskning samt optagelsen af webinaret.
- Rygaard, N. P. (2020). “Improving the mental health of abandoned children – Experiences from a global online intervention“. American Psychological Association, Vol 75(9), Dec 2020, 1376-1388.
- Rygaard, N.P. (2017): “Future Global Goals and Challenges in Alternative Care – A Discussion on Interventions and Solutions for Children without Parental Care“. Institutionalized Children – Explorations and Beyond 4(2):188.
- Flere artikler fra Niels Peter Rygaard og Fairstart kan findes på Independent Academia.
- Oversigt over Fairstarts forskernetværk
Gå ikke glip af vores næste webinar!
Kvalitetsomsorg i praksis
v/ Niels Peter Rygaard
Den 25. Februar kl. 13.00-13.45
Tid til næste webinar
Dag(e)
:
Time(r)
:
Minut(ter)
:
Sekund(er)
KONTAKT FAIRSTART
Har du spørgsmål, kunne du godt tænke dig at høre mere om vores arbejde eller har du lyst til en snak? Så kontakt os endelig på info@fairstartfoundation.com.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Spørgsmål og svar
Her kan du læse svar på de spørgsmål, vi ikke nåede at besvare under webinaret.
Kan du henvise til litteratur eller artikler der taler om forskellen mellem anbringelse og adoption?
Det spørgsmål har jeg og forskere som Vinnerljung, Hoksbergen i Leyden, Strijker, Dozier beskæftiget sig med. Nogle centrale artikler kan findes på denne liste. Artiklen Long Term Foster Care or Adoption – The Evidence Examined, giver nok den konklusion de fleste er enige om: ” The main defining difference found between these two forms of substitute parenting appears to be the higher levels of emotional security, sense of belonging and general well-being expressed by those growing up as adopted compared with those fostered long term.”
Det handler om tre ting: adoptivforældres store engagement, at det problem jeg nævnte med mange aktionærer i barnets liv ophæves, og at det juridiske tilhør jo betyder at man fx også arver, og ikke skal forlade familien som voksen. Identitetsproblemerne når man bliver ældre har imidlertid ført til berettigede protester mod internationale adoptioner, de tvivlsomme kontrolsystemer i afgiverlandene, racistiske tendenser i modtagerlandene, den pågående diskussion i Danmark om at fratage forældre myndigheden og kontakten, etc. Så det er jo ikke uproblematisk, men giver ofte en så tryg tidlig tilknytning, at de adopterede kan møde tilværelsen med styrke. Alle de sager jeg har haft som adoptionskonsulent har handlet om sent adopterede (over 3 år), der først havde oplevet tab og omsorgssvigt på ringe børnehjem i afgiverlandet.
De geografiske forhold i Grønland gør sommetider vægtningen af et nærhedsprincip i anbringelser og det rette match meget vanskelig (det bedst egnede døgntilbud kan ligge meget langt væk fra forældre og hjemby uden mulighed for regelmæssigt samvær). Kan du sætte nogle ord på, hvad du tænker, der er væsentligst at overveje ift. den type dilemmaer?
På baggrund af de researchrejser og to uddannelser vi designede og implementerede med Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold i Grønland er det mit indtryk (og min viden om grønlandske forhold er begrænset), at der (ligesom i DK) mangler en professionel tradition for regelmæssig åben dialog mellem de anbragte, deres forældre, og de professionelle på opholdssted og skolehjem. Efter at der blev lagt kabler langs kysten ville det være teknisk muligt i hvert fald i Vestgrønland at opbygge faste rammer for et lovpligtigt samtalesystem. Det forsøgte vi at fremme, men det kræver nok også en mentalitetsændring hos mange professionelle. Den type dialoger kunne nok også sørge for at de anbragte ikke bliver fremmede for deres hjemkultur når de vokser videre i en by, og løse nogle af de klassiske konflikter mellem fx fangerfamilier der bare vil have deres unge hjem, og professionelle der trækker i den anden retning – et problem jeg ser i hele verden.
Jeg er bekendt med de mange gode argumenter for den tidlige indsats, og synes også du ud fra et psykologisk perspektiv beskriver det godt. Hvad tænker du ift. udfordringerne med at lave den tidlige anbringelse, når nu problemerne endnu ikke for alvor har vist sig?
Det evige dilemma. Jeg er betænkelig ved en lov der også betyder at man kan fratage forældreskab også uden om domstolene, rent administrativt. Det stiller meget store krav til de lokale forvaltninger og deres kendskab til familien, som jeg ikke tror er til stede i alle forvaltninger i dag. Som sagt har der været 58 adoptioner uden samtykke siden 2015, og der bliver sikkert flere. Det er bl.a. derfor jeg taler for en tværfaglig efteruddannelse for socialrådgivere, psykologer og andre der skal tage beslutningen og have ansvar for barnet hele vejen til voksenalderen – især af hensyn til kontinuiteten, da mange af disse sager handler om forældre der selv har været anbragt, og derfor bærer på både 2. og 3. generations traumer.
Hvad tænker du om opbygningen i handleplanerne i dag og har Fairstart erfaring med en anden opbygning eller måde at bruge handleplaner på fra SOS Børnebyerne eller andre steder?
Det har du fuldstændig ret i . Det er derfor jeg ser frem til de nye frikommuners arbejde, for en lille gruppe i en forvaltning bør både have det endelige ansvar for et anbragt barn, i meget tættere daglig dialog med alle involverede i barnets netværk – også forældrene og familien. Og de bør i fællesskab udarbejde en enig handleplan, der er langt mere individuelt tilpasset omstændighederne, og som kortlægger hel netværket. Sammenlægningen af kommuner har ført til en stor mangel på lokal dialog, og mange kontrolsystemer og kvalitetskrav kan ikke erstatte dette. Fx: før vi overhovedet går i gang med en uddannelse i et land, tager vi på en researchrejse hvor vi interviewer de lokale fra top til bund om deres behov, deres styrker og deres kultur. Først derefter bygger vu uddannelsen op efter den skabelon. Når vi samarbejder med netop Børnebyerne, er de fordi de også arbejder meget individuelt, fleksibelt og grundigt med at finde løsninger til hvert barn eller ung.