Vælg en side

Session 6/13

Page 2/5: Hvordan børn reagerer på tab

Hvordan børn reagerer på tab

Et barn reagerer og viser sin sorg forskelligt afhængigt af den alder, det har, når det bliver adskilt fra sine forældre og anbragt i pleje. Børn har også forskellige måder at forsøge at håndtere deres sorg på. Folk siger ofte om tabet af en forælder, at “tiden læger alle sår”, men dette er normalt kun tilfældet for børn, der var meget små, da de blev adskilt fra en forælder eller en anden vigtig tilknytningsperson og straks derefter fik en anden person i forælderens sted.
Barnets tab er ikke altid nødvendigvis forbundet med en forælders død, men kan også være den fysiske adskillelse fra denne. En forælder kan også have været fysisk til stede, men ude af stand til at tage sig af barnet på grund af for eksempel fødselsdepression, psykiske sygdomme eller manglende omsorg i omsorgsgiverens egen barndom.

Længden og sværhedsgraden af et barns reaktion afhænger også af, hvilken kontakt de nye omsorgsgivere tilbyder det.

DEN NATURLIGE PROTESTFASE – FORSØGET MED DET UDTRYKSLØSE ANSIGT

Normalt vil børn gå igennem en protestfase, når de oplever adskillelse eller bliver negligeret: de græder, de er utrygge og svære at trøste, og de afviser måske forsøg på tæt kontakt fra deres nye omsorgsgivere. Dette er i virkeligheden en normal og sund reaktion: barnets tilknytningssystem aktiveres af adskillelsen, som det skal, for at forhindre yderligere adskillelse. I kan se en demonstration af denne reaktion i Dr. Ed Tronick’s “Still Face Experiment”. Først er moderen lydhør og samarbejdsvillig – så bliver hun bedt om at gøre sit ansigt udtryksløst. Spædbarnet begynder straks at forsøge at få hendes opmærksomhed, bliver desperat og giver sig til sidst til at græde.

Man kan ud fra denne video af eksperimentet nemt forestille sig, hvordan et spædbarn med en omsorgsgiver, som ikke er i stand til at reagere, kan føle voldsom angst. Af denne grund anbefaler vi, at denne video fungerer som en demonstration – eksperimentet bør ikke forsøges gentaget.

KRAFTIGE ADSKILLELSESREAKTIONER HOS SPÆDBØRN I ALDEREN 0-24 MÅNEDER: TILBAGETRÆKNING ELLER GENEREL ADSKILLELSESANGST

Manglende tilknytningsadfærd:
Hvis barnet ikke får tilbudt en tilknytningsperson efter adskillelsen, eller hvis omsorgsgiverne ikke reagerer på barnets tilknytningsadfærd (fx gråd), kan barnet helt opgive at græde og det bliver tilsyneladende roligt, ligegyldigt og tilbagetrukket. Dette er i virkeligheden et faresignal: Det kan godt være, at tilknytningssystemet har stoppet sin aktivitet, men barnet kan være i en permanent tilstand af sorg. Måske reagerer det i mindre grad eller slet ikke på omsorg og bestræbelser på at tilbyde det tæt kontakt og trøst. Dette kan udvikle sig til en tilstand af depression og tilbagetrukkethed, hvor barnet ikke trives eller ikke vokser tilstrækkeligt. Denne reaktion er almindelig hos børn, der har oplevet mange tidlige skift blandt omsorgsgivere eller tilknytningspersoner og hos børn, der har haft for lidt interaktion og kontakt på for eksempel børnehjem eller hospitaler.

Overreaktion på adskillelse:
Hvis adskillelsen er sket pludseligt og meget voldsomt – måske er barnet blevet fjernet af myndighederne og politiet mod forældrenes vilje – kan barnet udvikle en generel tilstand af stress og adskillelsesangst. Spædbarnets tilknytningssystem kan være blevet alt for følsomt og “hyperaktivt” pga. et eller flere tidlige chok. Derfor kan barnet blive ekstremt bange og gå i panik, hver gang I forlader rummet eller bare vender jer bort, og det har brug for konstant bekræftelse af, at det ikke bliver forladt. Børn, der er blevet overfølsomme over for adskillelse, vil måske klamre sig til jer hele tiden, have store problemer med at falde i søvn og have brug for tryghed og trøst i lang tid selv efter en kort og normal adskillelse. Dette er et hyppigt problem i den første fase for børn, der er blevet anbragt uden for hjemmet.

GRUPPEDISKUSSION

  • Har I set tilbagetrækning eller overdreven frygt for adskillelse hos børn efter deres anbringelse?
  • Hvor lang tid varede det (hvis det er stoppet eller er mindre intenst nu)?
  • Hvordan påvirkede det medarbejdernes følelser over for barnet?
  • Har I oplevet, at I selv følte jer kede af det eller afviste som omsorgsgivere for et barn?
  • Gjorde barnets overdrevne frygt for adskillelse jer bange for de normale korte adskillelser, såsom at lade barnet være alene et øjeblik?
  • Hvordan har I reageret, hvis et barn ikke svarede jer eller konstant klamrede sig til jer og var bange for, at I ville forlade rummet?