Vælg en side

Session 6/15

Page 3/4 Emne B: Tryg omsorgsgiveradfærds fem dimensioner

Emne B: Tryg omsorgsgiveradfærds fem dimensioner

Hvad er den bedste måde at agere på, når man har fokus på relationsarbejdet?

Det handler ikke så meget om hvad du laver (opgaven), det er mere måden, hvorpå det bliver gjort (kvaliteten af relationen).

Måden, hvorpå du forholder dig til et (spæd)barn – specielt gennem barnets første to leveår, er en læringsproces, hvor barnet lærer, hvordan det skal håndtere adskillelse og relatere sig til andre mennesker. Det, som barnet lærer fra den/de første omsorgsgiver/ere og gennem samspillet med de tidlige omsorgsgivere, former barnets tilknytningsmønstre.

ET TRYGT BARN – DET TRYGGE TILKNYTNINGSMØNSTER

Omsorgsgivere udøver tryg omsorgsgiveradfærd

Når omsorgsgiveren giver barnet tryghed, har barnet en tendens til at blive ked af det, når personen går væk – men ikke længe. Snart vil barnet kravle rundt og bruge tid på leg og på at udforske omgivelserne, som vi så det i session 4.

Et lille barn med gode omsorgsgivere vil udvikle et trygt tilknytningsmønster:
Efterhånden som barnet bliver ældre, vil det udvikle en positiv opfattelse af sig selv og en sund, tillidsfuld holdning til andre mennesker, både børn og omsorgsgivere. Barnet vil søge omsorg og hjælp, når det har brug for det.
Barnet vil ikke bare være i stand til at lege med andre, det vil også være i stand at forlade en leg, når det bliver ensformigt og kedeligt for at finde andre legekammerater. Barnet vil foretrække nogle omsorgsgivere fremfor andre, fordi det vil føle en stærkere tilknytning til disse og det vil foretrække nogle jævnaldrende frem for andre og udvikle venskab med dem. Når barnet vokser op, vil det fungere fint i sociale relationer og være i stand til at lære mest muligt i skolen og andre institutioner.

Dette sker kun, hvis omsorgspersonerne forholder sig til babyen/barnet på en tryg måde.

HVAD BETYDER “TRYG OMSORGSGIVERADFÆRD”

Forskere har undersøgt, hvad omsorgsgivere gør for at give barnet en tryg tilknytning og udvikle trygge tilknytningsmønstre hos barnet:

1: GENSIDIG KONTAKT
De responderer ofte, når barnet ønsker kontakt. De tager også ofte initiativ til kontakt og stimulerer barnet. De bruger melodiøs stemmeføring og tydelige ansigtsudtryk, der udtrykker deres følelser. De taler med barnet og forsøger at få øjenkontakt med det.

2: SENSITIVITET
De agerer på en sensitiv måde. Der er opgaver, der skal løses (made barnet, klæde det på, synge sange og andre aktiviteter), men de ’læser’ samtidig barnets humør for at tilpasse løsningen af opgaverne hertil: hvis barnet er ked af det, trøster de, mens de giver sko på. Hvis barnet er glad bliver opgaven ’at give sko på’ til en leg, etc. At læse barnets følelser betyder, at du ikke – slavisk – følger regler og rammer. Du motiverer barnet ved at ”møde barnet og have forståelse for dets følelser lige nu”.

3: AT VÆRE TILGÆNGELIG
Hvis barnet eller den unge er ophidset, ked af det, eller søger trøst, er der en voksen i nærheden som tilbyder en tryg base – uden krav til adfærd, og uden at barnet skal vente længe. Først når barnet er trygt igen, kan man vende tilbage til f.eks. en opgave eller et krav. I dette eksempel fra Italien klarede de unge lektielæsning meget dårligt på grund af lavt selvværd og koncentrationsproblemer. Medarbejderne besluttede at en voksen havde ansvar for at være til stede under de unges lektielæsning. Det forbedrede efter et stykke tid både de unges selvtillid og deres skoleresultater.

4: AT FØLE MED BARNET, IKKE SOM BARNET
Hvis barnet er vredt eller desperat, føler omsorgsgiveren med barnet, men ikke ligesom barnet. Selvom barnet er ophidset eller vredt, bliver omsorgsgiveren det ikke. Han eller hun vedbliver at være rolig. Omsorgsgiveren skælder ikke barnet ud eller afstraffer det, men står fast og taler til barnet i en venlig og rolig tone. Et barn bliver mere utrygt, hvis omsorgsgiveren også bliver vred, når barnet gør det.

5: MENTALISERING – TAL OM TANKER OG FØLELSER
Omsorgsgiverne er interesserede i, hvad barnet tænker og føler og de forsøger at spejle barnets følelser og tanker.
Selv før barnet kan forstå ord, taler omsorgsgiverne til barnet om, hvad det må tænke og føle, mens de arbejder. F.eks. kan omsorgsgiverne, når barnet kigger på dem, sige: ”Hej. Kigger du på mig nu? Det er dejligt. Jeg tror, du er glad nu, er du ikke? ”. Eller mens de skifter ble, siger de: ”Det er så dejligt at få en ren ble på. Jeg kan se du er glad nu”. På denne måde lærer barnet at forstå, hvordan sprog og følelser hænger sammen og lærer at forstå sig selv og andre.

SPØRGSMÅL TIL OVERVEJELSE

Hvis vi ser på en normal arbejdsdag med børnene: I hvilke aktiviteter kan du have større fokus på at reagere, når barnet ønsker kontakt?

Gensidig kontakt: Har du aktiviteter hver dag, hvor du lægger vægt på, at plejeforælder og barnet (eller flere børn) har gensidig kontakt (sang, leg etc.)? Hvordan kan du lave gensidige kontaktaktiviteter med børnene, mens du udfører dine daglige pligter?

Sensitivitet:Tænk på en daglig opgave og overvej, hvordan et bestemt barn reagerer på noget, det skal gøre (spise, drikke, tage tøj på, etc.). Hvad er den bedste måde, hvorpå du kan motivere dette barn til opgaven? Hvordan kan du være følsom i forhold til dette barn – hvilken omsorgsadfærd giver det bedste resultat?

At være tilgængelig: Hvis et barn har brug for din opmærksomhed eller hjælp (utryghed, angst, smerte), hvor lang tid skal barnet så vente på hjælp? Der skal ikke være krav fra omsorgsgiveren i forhold til, hvilken adfærd barnet skal udvise for at få den hjælp, det har brug for.
Hvis der er mange børn og kun få omsorgsgivere, hvad kan jeg så gøre for at overvinde dette problem, så jeg er så tilgængelige som muligt?

At føle med barnet, ikke som barnet: Når et barn er utilpas, sur, konstant argumenterende, irriterende eller har raserianfald: Hvordan påvirker barnets følelser mig og hvordan reagerer jeg på dem? Hvordan kan jeg være opmærksom på, hvad der sker med mig selv og være rolig og venlig også selvom barnet er urimeligt eller ophidset? Hvilke børn kan gøre mig vred og irriteret? Hvordan kan jeg være særligt opmærksom på ikke at føle som disse børn?

Mentalisering – Tal om tanker og følelser: Hvordan kan jeg tale med børnene mens jeg arbejder med dem? Når jeg udfører en opgave med et barn, kan jeg tale om, hvad der sker med barnet: ”Nu skal vi til at lege med bilen her – jeg kan se, du er lidt bange for bilen, for den har du aldrig set før – det er helt i orden. Skal vi prøve at kigge på den sammen?” eller ”Nu drikker du af din flaske. Du er rigtig sulten. Det er dejligt at få noget mad – jeg kan se, at du bliver glad, gør du ikke?” osv.

FORSLAG TIL AKTIVITETER

    • Overvej hvordan du kan forbedre den måde, du forholder dig til børn på (gensidig kontakt, indlevelse, osv.).
    • Find eksempler fra hverdagen og overvej hvordan du kan forbedre relationsarbejdet.
    • Overvej specifikt hvilke problemer du kan støde på, når du vil forbedre relationsarbejdet (”vi har for travlt, det er svært at implementere noget nyt osv.) og overvej, hvordan nogle af disse problemer kan overvindes.
    • Overvej hvordan gamle negative holdninger kan være en hindring for at praktisere tryg omsorgsadfærd:
      • “Mine forældre skældte mig altid ud – hvordan kan jeg undgå at gøre det samme i mit arbejde?”
      • “Som professionel bør du ikke have personlige relationer til børnene”
      • “Jeg har ikke tid eller energi til at gøre alt det her”
      • “Hvis børnene begynder at knytte sig til mig, bliver de bare kede af det, når vi skal adskilles, og det bliver jeg også”

Alle disse holdninger indeholder en smule sandhed; alligevel bør du aflægge dem, eftersom de ikke er gode for børns udvikling. Det er sandt, at hvis du ikke selv fik omsorg fra jeres forældre, skal du arbejde med det at blive en god omsorgsgiver, men det kan lade sig gøre. At have personlige relationer med børn og lade dem knytte sig til dig er en del af dit professionelle job. Ja, børn bliver kede af det, når du forlader dem, hvis du lader dem knytte sig til dig, men det er en del af livet og meget bedre for dem, end hvis de aldrig lærer at have personlige relationer til en omsorgsgiver. Når du arbejder med anbragte børn, er du ”tilknytningsfigurer” i forældrenes sted.

Forrige
Næste