Session 7/15

Emne B: 3-18 år

ADSKILLELSESREAKTIONER HOS BØRN DER ER TRE ÅR OG OPEFTER

BØRNS FØLELSESMÆSSIGE FORTOLKNING AF TAB: LAVT SELVVÆRD

Børn reagerer normalt på vanskelige eller for langvarig adskillelse ved at lave en følelsesmæssig fortolkning:
“Jeg er blevet efterladt, så jeg må være uelsket og værdiløs.” Det er vigtigt at forstå, at denne fortolkning er følelsesmæssig og har meget lidt at gøre med de bevidste og rationelle forklaringer, børnene har fået fra omsorgsgiverne – det er en følelse mere end noget barnet “ved”. Barnet kan have lært at gentage alle de rationelle forklaringer fra omsorgsgivere, men følelsen kan stadig være til stede og barnet kan føle en konstant skam over at være til og have svært ved at se meningen med livet.

UMODNE STRATEGIER FOR AT UNDGÅ FØLELSEN AF AT VÆRE VÆRDILØS

Intet barn kan udholde denne følelse, så børnene etablerer psykologiske forsvar for ikke at føle sig værdiløse og afviste. Selvom disse forsvar kan synes dårligt fungerende, er de helt logiske: barnet forsøger at finde en strategi for at beskytte sig selv fra et nyt tab. Da børn er umodne, kan deres strategier for at undgå smerte være meget primitive. Men husk, at det er den bedste løsning barnet i øjeblikket kan finde for at undgå konstant sorg og depression. Man kan se disse reaktioner hos alle børn, men hos børn, der har oplevet vanskelige adskillelser, er de meget mere intense og til tider destruktive og forbruger al den energi, der skulle være brugt til leg og læring.

• Nogle børn nægter fuldstændigt at tale om fortiden for ikke at komme i kontakt med denne følelse.

• Nogle børn praktiserer “falsk kynisme”: uanset hvad der sker, viser de sig som kolde og de reagerer hadefuldt på alle invitationer fra andre til at komme tæt på sig, “Jeg er totalt ligeglad med dig eller med venner eller med nogen som helst andre. Det eneste jeg vil, er at være i fred! “(se Undvigende tilknytningsadfærd i session 5). Denne holdning er forståelig, fordi den beskytter barnet mod at opleve et nyt tab og holder andre på afstand – så det vil ikke betyde noget at miste dem.

• Nogle børn bliver alt for uselvstændige og er “altid en god pige / dreng”, De bruger al deres energi på at være enige med omsorgsgiverne. De forsøger at undgå konflikter og opgiver at have en selvstændig mening om noget eller at være uenige med omsorgsgiverne – “Fortæl mig hvad jeg skal gøre, jeg ved det ikke selv.” De er som regel bange for at træffe beslutninger, fordi dette kan kollidere med andres forventninger.

• Nogle børn bliver “perfektionister”: de forsøger konstant at lave alting perfekt og fokuserer på at kontrollere, om de nu gør tingene helt rigtigt. De er meget bange for at lave selv små fejl eller ikke gøre alting korrekt. Enhver lille udfordring eller fejl, de laver, gør dem desperate “Jeg gør alting forkert, jeg er en taber, jeg er ikke god til noget som helst. Jeg er en idiot, jeg vil bare dø, osv.”

• Nogle børn bliver konstant rastløse og stressede og synes at være mere eller mindre hyperaktive. De kan ikke sidde stille og er aldrig i ro og kan snakke konstant på en meget hektisk måde, der gør det klart, at dette er mere end bare et livligt barn: det er et barn, der ikke kan slappe af et øjeblik og forsøger at holde fortiden ude af sine tanker.

• Nogle børn bliver “eremitter”: De isolerer sig i deres værelse alene med deres computer eller legetøj og nægter at gå ud eller invitere jævnaldrende. De kan ikke lide sociale arrangementer eller invitationer og finder en undskyldning for at sige nej. Den underliggende følelsesmæssige idé er “Hvis jeg ikke har venner og ikke socialiserer med andre, kan ingen afvise mig igen”.

• Nogle børn overlever ved at hade eller være vrede på deres forældre eller andre, de er blevet adskilt fra. Dette holder smerten og savnet væk.

ÅBEN DIALOG HJÆLPER BØRN MED AT OVERVINDE TAB – AT SKABE ET RUM FOR ÅBEN DIALOG

Forskning i adskillelsesreaktioner viser tydeligt betydningen af en åben dialog med omsorgsgiveren.
Når et barn taler om eller arbejder med oplevelser af adskillelse, reorganiserer det følelser og tanker om, hvad det har oplevet. Følelserne af tab bliver mindre og mindre intense for hver gang, og erindringerne og forståelsen bliver bedre organiseret, indtil barnet når samme niveau som andre børn og kan føle en naturlig sorg, som ikke forstyrrer dets sindstilstand og trang til at lege, udforske og lære. Formålet med jeres arbejde er ikke at tage al sorg væk, men at hjælpe barnet til at have mindre intense og kaotiske følelser.

Forskning viser også, at hvis omsorgsgivere benægter, ignorerer eller forsøger at bagatellisere tidligere tab, vil børnene ikke forbedre deres håndtering af deres egne reaktioner og det kan være ødelæggende for deres videre personlighedsudvikling. For eksempel: tidligere når børn blev adopteret, var det skamfuldt og imod de sociale normer. Dette bevirkede, at børn følte sig stigmatiserede og de blev ofte chokerede, når de var gamle nok til at forstå, at de ”ikke har lov til at være den, de er.” Resultatet var, at mange børn blev alvorligt traumatiserede og fik meget svære liv. Følgende udtalelse fra interviews med tidligere adopterede og anbragte børn er almindelig: “Ingen talte nogensinde til mig om, hvad der var vigtigst – at jeg havde mistet mine forældre”.

Så jeres professionelle opgave er at arbejde på at skabe et rum, hvor barnet føler sig fri og opfordret til at indgå i dialoger om, hvad det har oplevet i fortiden. Dette kan ske gennem en række aktiviteter.

Det er en god ide at beslutte, hvordan og hvornår I vil snakke med barnet om tab. Det er ofte en god idé at gøre det samtidig med praktisk dagligt arbejde med en gruppe børn. En sådan situation kan være en god ramme for dialogerne. Vær tålmodig – denne dialogproces kan tage uger eller år.
Hver gang et barn når en ny fase af modenhed og udvikling, efterhånden som det bliver ældre, kan det have brug for at tale om sine tab igen og finde nye perspektiver.

AT FÅ BARNET TIL AT FORSTÅ SINE EGNE REAKTIONER SOM NORMALE

• Kig listen i ovenstående afsnit: “Umodne strategier for at undgå følelsen af at være værdiløs” igennem.

• Find ud af, hvilke af de forsvar mod følelsen af at være værdiløs, I oftest ser hos de børn, I arbejder med. Vælg et tidspunkt hvor både I og børnene har det godt og I har tid. Fortæl så børnene, at I gerne vil snakke med dem om, hvordan børn reagerer, når de mister kontakten med vigtige personer (mor, far, søskende eller kæledyr, de har været knyttet til).

• Beskriv de reaktioner, I har set hos børnene og fortæl dem, at dette er, hvad mange børn gør, når de har mistet en vigtig person. For eksempel:
  “Sommetider har børn mistet nogen, de elskede og de er bange for at miste nogen igen. Så nægter de at tale med andre og de bliver på deres værelse hele dagen. Sådan gør mange børn og jeg synes faktisk, det er meget fornuftigt – for hvis de bliver på deres værelse helt alene og ikke bliver venner med nogen, kan de ikke blive afvist igen. Det kan man da sagtens forstå!“

• Eller I kan fortælle børnene en parallel historie fra jeres egen barndom:
  “Da jeg var på din alder havde min mor og far altid meget travlt og jeg var ofte overladt til sig selv. Når jeg forsøgte at blive venner med andre børn, afviste de mig tit og mobbede mig. Så besluttede jeg at blive siddende på mit værelse hele dagen – jeg ville ikke have kontakt med andre, for jeg var sikker på, at de ikke kunne lide mig eller ville afvise mig. Da jeg voksede op, fandt jeg ud af, at en masse børn gør sådan og jeg tror, det er klogt – så er man beskyttet mod at blive afvist igen“.

• I kan læse eller digte en godnathistorie for børnene om et forladt barn – f.eks. Oliver Twist (eller en anden person fra en roman, som barnet kan identificere sig med). Undervejs kan I spørge barnet, om det kan genkende, hvad personen føler og tænker.

• I kan bruge dukker, tegninger, lave teaterstykker, eller forme lerfigurer i jeres leg med barnet. Find på historier, hvor barnet er udsat for afvisning eller tab af forældre og finder måder at håndtere situationen på.

• Med ældre børn eller teenagere: I kan give børnene en mobiltelefon (eller et kamera med video-funktion), og hjælpe dem med at lave en lille film eller et interview om, hvordan de forskellige børn reagerede på at miste forældre eller andre. Man kan også hjælpe de unge med at finde andre unge og kommunikere med dem på f.eks. på Facebook eller andre medier.

• Hvis I har god kontakt med børnenes lærer i skolen: bed læreren om at lave en temadag eller temauge om “At miste nogen eller noget, du elsker.” Med hjælp fra læreren, kan alle børn give eksempler på at miste, for eksempel en bedsteforælder eller en anden person eller en ting, ved hjælp af tegninger, teater, osv. I kan så diskutere med læreren, hvordan man kan hjælpe barnet med at fortælle om at miste nogen.

Skriv herefter ned hvordan, hvornår og hvor I kan bruge et af disse forslag, eller brug jeres egne professionelle erfaringer i pædagogiske aktiviteter – inspireret af denne session. Tag noter efter arbejdet med jeres plan: Hvordan gik det, hvordan reagerede børnene, hvad var svært for jer, hvad lærte I af at prøve, hvordan vil I fortsætte?

ANERKEND OG VENT PÅ BARNETS REAKTION

Nu har I skabt et rum, hvor der kan tales åbent om tab. Det er ikke en god ide at sige til børnene, at det ikke er godt, at de opholder sig på værelset hele dagen og begynd ikke at give dem gode råd. Bare lyt og lad børnene tale frit, hvis de har lyst til det – nogle børn reagerer måske ikke lige i situationen; det vil tage en dag eller to, før barnet vender tilbage til, hvad du sagde. Hvis et barn begynder at tale, kan man bare nikke og lytte med interesse og rose barnet for, hvad det tænker eller føler.

Måske er det alt, hvad I behøver at gøre i den første lange tid: I hjælper børnene med at hele sårene blot ved at tale åbent om tab og vise, at I er villige til at dele og lytte.

I kan også beskrive jeres arbejdsplads for eksempel på denne måde: “I denne institution ved vi alt om at miste forældre og hvordan børn reagerer naturligt på det. De reagerer ofte ved at trække sig tilbage, ved at “nedfryse deres sjæl” og sige, at de er ligeglade med det hele. Meget ofte føler de, at de er uden værdi. Alle disse reaktioner er meget naturlige og sunde, men svære at forstå for andre. Men her ved vi en masse om, hvordan man kan hjælpe børn med at arbejde med og komme over det, de har oplevet, før de kom her. Det hjælper børnene at tale om det, de får venner og har det sjovt i skolen igen. Alle her er eksperter i, hvad det betyder at miste og hvordan man kommer over det. Det kan tage lang tid, men det bringer dig tilbage til livet og til at have det sjov. Måske tror du ikke på det lige nu, men her har vi set mange børn begynde at leve igen og nyde livet. “

DEMONSTRER FORDELE OG ULEMPER I BARNETS TAB-STRATEGIER

Når I er sikre på, at børnene føler, at I lytter tålmodigt til dem og forstår deres reaktioner, kan I starte en dialog om fordele og ulemper ved barnets strategi.

For eksempel:
“Fordi jeg som barn sad på mit værelse hele dagen og tegnede, var jeg faktisk god til at tegne og male, da jeg blev voksen. Det var den gode side af det. Men jeg var også meget, meget ensom, fordi jeg ikke turde gå ud og blive venner med andre. Hver gang jeg tænkte over det, stoppede jeg, lige før jeg skulle til at åbne døren, fordi jeg var bange for at blive afvist eller gjort til grin. Så den dårlige side var, at jeg ingen havde at lege med. Jeg spurgte heller aldrig nogen i skolen, om vi skulle være venner – kender du den følelse?”

På den måde viser I på en blid måde barnet, at dets strategi i virkeligheden fjerner frygten i øjeblikket, men i det lange løb gør det også barnet ensom. I kan derefter tale om, hvordan børn kan være bange for at blive afvist igen eller miste nogen, de kan lide.

FORESLÅ ALTERNATIVE MÅDER

Det næste skridt er at få barnet til at tænke på andre måder til at håndtere frygten for endnu et tab eller en ny afvisning.

For eksempel:
“En dag forstod jeg, at jeg ville blive ensom for evigt, hvis jeg blev siddende alene på mit værelse. Jeg var meget bange for, at de andre ville sige nej, hvis jeg spurgte dem, om vi skulle være venner. Men min tante fortalte mig, at hvis man vil have venner, får man måske otte ”nej’er” og kun to ”ja’er”, men disse to gange” ja” kan blive ens bedste venner. Min tante fortalte mig, at der ikke er noget galt i at blive passet af andre og at der ikke er nogen grund til at skamme sig over det. Faktisk er der tusindvis af børn, der lever uden deres forældre. Så begyndte jeg at invitere klassekammerater hjem at lege efter skole og min tante hjalp mig med at tale med dem. De fleste af dem sagde nej, men en af dem sagde ja, og vi var de bedste venner i årevis. Måske vil du også være stærk nok til at overvinde din frygt og begynde at spørge andre en dag .”

Eller: 
“Når man føler sig alene, bliver man meget vred, man begynder at skændes med andre og så føler man sig endnu mere trist og ubrugelig. Måske kan du prøve at sige, at du er ensom, næste gang du er vred?“