Vælg en side

Session 7/15

Page 3/5 Emne A: 0-3 år

Emne A: 0-3 år

AT HJÆLPE SPÆDBØRN OG SMÅBØRN MED AT OVERVINDE TAB: AT MINDSKE VOLDSOMHEDEN I ADSKILLELSESREAKTIONERNE

 

Målet med dit arbejde er ikke, at barnet skal være glad hele tiden. Hvis du gradvist kan reducere voldsomheden i barnets reaktioner på adskillelsen, har du hjulpet barnet til at reagere normalt. Fuldstændig tilbagetrækning er ikke hensigtsmæssigt, men at være lidt genert og følsom er normalt – den eneste forskel er, hvor voldsom reaktionen er. Det er ikke normalt, at barnet går i en tilstand af ekstrem panik, når du forlader lokalet, men det er helt normalt, at det græder eller bliver lidt skuffet, når du forlader det.

Her er nogle forslag, du kan bruge. Hvad der hjælper, afhænger meget af den enkelte relation mellem plejeforælder og det pågældende lille barn. Så du skal ikke forsøge at gøre “det rigtige”. Prøv at være følsom, kombiner løsningerne på din egen måde og tag noter hver dag om, hvordan barnet reagerer på din indsats.

AKTIVITETSFORSLAG

  • Øv de fem dimensioner af ”Tryghedsskabende omsorgsgiveradfærd” (se session 6, emneintroduktion B: Omfanget af tryg omsorgsgiveradfærd). Det er svært at arbejde med et meget tilbagetrukket eller et konstant omklamrende barn uden at blive påvirket negativt. Du bør tale jævnligt med andre (ægtefælle, venner) om, hvordan du har det med det for at holde dig selv åben for kontakt, selvom barnet ikke reagerer normalt.
  • Brug fysisk kontakt: fysisk kontakt, forstået som baby-massage eller at bære babyen på din krop, stimulerer tilknytningssystemets normale funktioner. Vær meget tålmodig for det kan tage måneder eller år, før barnet viser mere normal tilknytningsadfærd såsom at nyde at blive krammet, kysset, sidde på skødet eller blive nusset. (Se session 5 for inspiration).
  • Vær meget bevidste om at være udtryksfuld, følelsesmæssig og endda gerne overdrive dine reaktioner, når du er i kontakt med spædbarnet. Du kan se på moderen i den første del af ”Still Face Experiment” igen og lægge mærke til, hvordan hun bruger stemme og kropssprog til at involvere barnet i interaktionen.
  • Vis barnet at du er til stede og forvent at det har et større behov for tryghed og din tilstedeværelse i længere tid, end børn normalt har.
  • Leg ofte gemmeleg med det lille barn. Denne form for leg vil hjælpe barnet med at håndtere adskillelse som noget glædesfyldt og sjov. Aktiviteten hjælper også børnene med at danne en “indre forældrefigur” i forhold til dig, som altid er til stede, hvilket gør barnet mindre afhængig af din fysiske tilstedeværelse. Du kan også skjule genstande og lade de små børn lede efter dem – det hjælper også børnene til at forstå, at mennesker og ting er der stadig, selvom man ikke lige kan se eller høre dem.
  • Hvis spædbørn/ småbørn er gamle nok til at forstå det: I stedet for bare at forlade barnets værelse ved sengetid, kan I lege denne leg: Børnene skal selv “sende jer væk” fra soveværelset og kalde jer tilbage, hvis de bliver bange. På den måde kan de opleve en følelse af at kontrollere adskillelsen i stedet for bare at være passivt “forladte”. I kan derefter rose dem for at være modige nok til at sende jer “væk fra soveværelset” i endnu længere tid. I kan binde en snor til jeres tøj, så børnene kan trække jer tilbage til sengen. Det er en sjov leg!

Når I har besluttet, hvordan I vil forsøge at kombinere de ovennævnte metoder, kan I skrive dem ned og også notere, hvad hvert enkelt spædbarn reagerer mest positivt på. Brug jeres mobiltelefoner til at optage små videoklip af jeres aktiviteter og se dem igennem for bedre at kunne iagttage, hvordan børnene reagerer. Vær sikker på at optage videoerne så tæt på, at I kan se spædbørnenes ansigter og udtryk.

Tryg omsorgsgiver adfærd: Barn efter bad

HVAD KAN VI FORVENTE, NÅR BØRN BLIVER ANBRAGT HOS OS FØR DE ER 3 ÅR?

 

Generelt har børn, der bliver anbragt før de er tre år, en tendens til at være fleksible i deres tilknytning. De fleste spædbørn vil være i stand til at knytte sig til bestemte omsorgsgivere, forudsat at de har dem det meste af tiden. Spædbørn vil meget ofte droppe det tilknytningsmønster, de har lært af deres biologiske forældre og tilpasse sig den nye primære omsorgsgiver. De har også en tendens til mere at komme til at ligne deres nye omsorgsgiver i personlighed og social udvikling end børn, der bliver anbragt i en ældre alder. Men man må give babyer og små børn lang tid at komme over tabet af de biologiske forældre, før de kan begynde at knytte bånd til jer som omsorgsgivere.