Session 14/15

Emneintroduktion: Kortlægning af din professionelle viden

HVILKE FORVENTNINGER OG OPGAVER MEDFØLGER, NÅR ET ANBRAGT BARN KOMMER I PUBERTETEN OG BLIVER TEENAGER?

Reflekter over nedenstående spørgsmål. Du ligger inde med værdifuld professionel viden fra dit eget teenager-liv:

1. Hvordan oplevede du din egen overgang fra barn til teenager?
2. Hvordan ændrede dit forhold til dine venner sig?
3. Hvordan oplevede du din krops fysiske forandringer?
4. Hvordan oplevede du din følelsesmæssige tilstand (angst, skam, vrede, glæde, osv?
5. Hvad syntes du var pinligt eller endda skamfuldt?
6. Hvordan ændredes dit syn på og din opførsel og attitude over for dine forældre?
7. Hvad gjorde dine forældre og andre voksne for at hjælpe dig – hvad gjorde de, som ikke hjalp dig?
8. Oplevede du en splittelse, fordi du på den ene side ville være loyal over for dine forældre og på den anden side ville være uafhængig? Løj du for eksempel for dine forældre for at være sammen med dine venner? Beskriv nogle problematiske situationer.
9. Konklusion: Hvad var de største udfordringer for dig som teenager?

Skriv dine tanker ned som dine personlige kompetencer og erfaringer, der kan hjælpe dit teenager-plejebarn.

DEN GENERELLE UDVIKLING OG OPGAVER NÅR MAN ARBEJDER MED TEENAGERE

Generelt er teenageårene de samme for anbragte børn som for alle andre teenagere, men på grund af den usikre baggrund i de tidlige år, kan teenageperioden være en større udfordring og følelserne kan blive mere intense end normalt. I denne periode bliver tilknytning vendt til spørgsmålet om, hvordan frigørelse og adskillelse kan foregå på en positiv måde, så teenageren kan opnå at få en uddannelse og et uafhængigt voksenliv.

Børn, som har oplevet alvorligt misbrug eller tab, da de var spæde, kommer ofte tidligere i pubertet (formentlig er der tale om en overlevelsesmekanisme) og for nogle sker det allerede i 8-10 års alderen.

Forskning peger på, at det intime forhold til en omsorgsgiver kan være en følelsesmæssig udfordring, hvis den unge har haft en svær start på livet. Det er en alder, hvor intimitet og nærhed kan være provokerende og i mange tilfælde kan konflikter føre til en afbrydelse af den unges anbringelse: der kan opstå voldsomme skænderier og konflikter, den unge kan løbe væk, isolere sig, nægte at høre efter eller vil skændes hele tiden, osv. Meget afhænger af styrken af de bånd, der er blevet skabt før teenager-livet med plejeforældre. Hvis du har ført den unge fra barndom til pubertet og forholdet bliver for svært for ham eller hende til at blive i familien, kan du betragte dette som noget, der ofte sker i familiepleje i den unges selvstændighedsproces. Unge, der er meget provokeret af intimitet har i virkeligheden ofte færre problemer med at samarbejde med professionelle omsorgsgivere, som de er ikke for tætte på.

I puberteten skal den unge skabe et nyt og uafhængigt selv og typisk vil han/hun skifte mellem barnlig afhængighed og tillid og forsøg på at opnå uafhængighed ved at skabe en distance til plejeforældrene. Meget ofte føler den unge et behov for at vende tilbage til de biologiske forældre og familiemedlemmer for at finde ud af, hvad der er ønskedrøm og hvad der er virkelighed.

Det er vigtigere for den unge at kunne identificere sig med vennegruppen end med plejeforældrene. Spørgsmål som ”Hvornår skal jeg være hjemme i aften? – må jeg tage til den her fest? – må jeg få huller i ørerne, osv.?” vil dukke op. Undersøgelser har vist, at unge, som er offentligt anbragt, har alvorlige problemer med at følge deres vennegruppe: plejeforældrene er ofte bange for, hvad der vil ske, hvis de for eksempel giver den unge lov til at deltage i en klassefest (og ofte med god grund). Derfor er de tit meget mere restriktive end forældre og det kan være et stort problem for den unge.

Der er ikke nogen let løsning på disse problemer, men der findes professionelle metoder, som kan være til hjælp.