Session 2/13

Emne B: Basal Tilknytningsteori og Tilknytningssystemet

• I de primitive livsformer (krybdyr, fisk, insekter) får “moderen” en masse afkom på én gang. En guldfisk kan lægge tusindvis af æg på én time. Men “moderen” stopper med at drage omsorg for afkommet, så snart det er ude af æggene. Det skyldes, at hjernens “udvikling” afsluttes, mens fostret endnu befinder sig inde i ægget: Når ungen kommer ud af ægget, kan den tage vare på sig selv med det samme – den kan kravle eller svømme eller jage eller spise. Det har ikke brug for “moderlig omsorg” – hjernen er allerede færdigudviklet, inden ægget udklækkes.
• Pattedyr (dyr som giver die til deres afkom, som f.eks. katte, hunde, hvaler, gorillaer og mennesker) bruger en helt anden strategi og har en meget mere kompleks hjerne. De får færre unger, når de er drægtige, og de viser omfattende omsorg for hver enkelt unge. Menneskebørn bliver født med meget umodne hjerner, og forældrene kan forme og programmere hjernen, fordi den er umoden og dermed påvirkelig igennem mange år. Forældrene kan lære børnene at læse, tænke, være sociale, løse problemer osv. Hjernens struktur dannes i høj grad af samspillet mellem børn og omsorgsgivere. Man “opbygger sin hjerne” igennem opdragelse og omsorg fra omsorgspersoner.
• Menneskets hjerne udvikles især fra fødslen og helt ind i voksenalderen, og i alle disse år har man brug for omsorg og støtte fra omsorgspersoner.

• Der er ét stort problem med pattedyrs overlevelsesstrategi: grundet den umodne hjerne er den nyfødte hjælpeløs på egen hånd –  overlevelsen er fuldstændig afhængig af en omsorgsperson, især i de første år.
• Derfor har spædbørn et system, der har til hensigt at sikre, at et andet menneske giver det tryghed, beskyttelse og omsorg: tilknytningssystemet. Tilknytning, og det at være emotionelt forbundet til et andet menneske, er et instinkt som er evolutionært udviklet og til stede i alle menneskebørn. Børn fødes således med et stort behov for at søge nærhed hos sin omsorgsgiver, og at dette behov er så stærkt, at det endda trumfer behovet for at få føde.Tilknytningssystemet er baseret på, at barnet bliver knyttet til et andet menneske, der reagerer, når det udviser tilknytningsadfærd.  Tilknytningsadfærd er adfærd, som barnet udviser for at undgå adskillelse, og dermed sikrer barnet muligheden for beskyttelse, mad, trøst og omsorg hos den voksne omsorgsperson.
• Tilknytningssystemet bliver aktiveret ved adskillelse og ved angsten for adskillelse (adskillelsesangst), og spædbørn forsøger altså at opretholde eller genskabe en fysisk nærhed til deres omsorgsgiver ved at reagere med tilknytningsadfærd.
  • Spædbarnet forsøger at undgå adskillelse ved at græde og klamre sig til omsorgsgiveren, ved at blive fortvivlet og trist og ved at protestere, når omsorgsgiveren går. Ligeledes vil et adskilt barn kigge eller lede efter omsorgsgiveren.
• Der er her tale om en normal og sund tilknytningsadfærd blandt spædbørn. Spædbørn, som ikke reagerer når omsorgsgiveren går, har muligvis opgivet deres søgen efter omsorg (resignation). De kan beskrives som “meget rolige”, men denne adfærd er ikke normal, da deres manglende reaktion på adskillelse potentielt set kan være farlig for dem. Børn, som går i ekstrem panik, når en omsorgsgiver går fra dem, kan have oplevet meget svære og angstprovokerende adskillelser. Dette er ikke sunde reaktioner og man ser ofte den slags reaktioner hos børn, hvis biologiske forældre ikke kunne tage sig af dem.

AT FORSTÅ TIDLIG TILKNYTNING ER VIGTIGT FOR AT FORSTÅ ANBRAGTE BØRN

• Det er som omsorgsgiver for anbragte børn – uanset alder – relevant at forstå, hvordan spæd- og småbørn knytter sig til deres første omsorgsgivere, da de første erfaringer med tilknytningssystemet har stor betydning for, hvilke forventninger også det større barn/teenager har til sine medmennesker.
• Mange anbragte viser tegn på, at de opfatter relationer ud fra de erfaringer, de har gjort sig med adskillelse og deres tidlige tilknytningsadfærd; hvordan deres første omsorgsgivere har reageret på deres spæde forsøg på at udtrykke behov for beskyttelse, mad, trøst og omsorg. Det ses hos nogle anbragte børn, at tilknytningsadfærden ikke udtrykkes som en søgen efter tryghed og omsorg, men i stedet er præget af meget negative forventninger og adfærd, der skal afværge nye tab. Sådanne forventninger til omsorgsgivere kan udtrykkes som tilsyneladende kynisme og ligegyldighed eller gennem udtalelser om, at professionelle forventes at vil svigte dem. På ligende vis kan vrede, manglende evne til at søge hjælp, socialangst mm. ses som tegn på, at barnets/den unges tidligste erfaringer med adskillelse ikke har været positive. For at kunne håndtere anbragte børns reaktionsmønstre, der er udviklet på baggrund af erfaringer i livets første fase, er en forståelse af betydningen af disse erfaringer afgørende. Det er netop denne baggrundsforståelse, der i denne session lægges vægt på.