Session 11/13

Emne A: Hvordan hænger kognitiv læring sammen med social og emotionel udvikling?

DERFOR ENDER ANBRAGTE BØRN OFTE UDEN UDDANNELSE OG ARBEJDE SOM VOKSNE

Undersøgelser har vist, at op til 57 % af alle børn, som er anbragt uden for hjemmet, ender som arbejdsløse og aldrig får en formel uddannelse som voksne. Ofte får de ægteskabelige problemer, en kriminel adfærd og problemer med stofmisbrug. Der er en række årsager til denne triste statistik.

For det første: at være udelukket fra familie og relationer betyder, at børnene ikke får støtte fra familien til at komme i gang med en uddannelse. Anbragte børns pårørende har ofte ingen tradition for uddannelse.

For det andet er det at være anbragt på en institution eller i en plejefamilie i nogle lande et stigmatiserende socialt stempel, som kan få barnet til at føle sig mindreværdig og uden for i skolen.
Der er også mange institutioner, som isolerer børnene fra det sociale liv uden for institutionen.
Denne omstændighed kan I dog ændre på.

For det tredje kan tidlig omsorgssvigt og adskillelsestraumer reducere intelligensudviklingen og være skyld i adfærdsproblemer, som sætter barnet uden for i skolen. Omsorgssvigt kan også skabe mere permanente symptomer som hyperaktivitet og stereotyp, aggressiv og impulsiv adfærd. Disse problemer kan gøre, at læreren opfatter barnet som ”fræk, ulydig og irriterende”, i stedet for at henvise barnet til et undervisningsprogram for børn med specielle behov.

Blandt anbragte børn er der ligeledes en højere forekomst af lav fødselsvægt, for tidlig fødsel, alvorlige fødselskomplikationer og problemer, som skyldes et eventuelt misbrug hos moderen igennem graviditeten. Der er en tæt forbindelse mellem et skolebarns lave fødselsvægt (2400 gram og derunder) og barnets resultat i en IQ-test for børn i skolealderen (eksempelvis målt gennem testen WISC). Lav fødselsvægt og for tidlig fødsel kan også føre til en stigning i antallet af sansemotoriske problemer, adfærds- og indlæringsproblemer og påvirke antallet af beståede eksaminer. Der er en klar forbindelse mellem kvalitet i tidlig omsorg, hjerneaktivitet og nervesystemets vækst.

For det fjerde er der mange børn, som har normal eller høj intelligens, men som ikke bruger deres indlæringsevner på grund af deres emotionelle mangel på en tryg base og deres lave selvværd. Der er et meget stort indlæringspotentiale i at hjælpe børn til at føle sig trygge og dermed støtte deres naturlige udforskningsadfærd.

I Rumænien er der for eksempel en specialskole for intelligente børn fra landet med meget fattige forældre, som har opnået forbløffende resultater. Børnene bor på skolen, og der er omsorgsgivere og lærere, som giver dem omsorg, opmærksomhed og tryghed. Børnene vinder ofte nationale matematikkonkurrencer.

LÆRING ER EN LIVSLANG PROCES SOM BUNDER I EN TRYG OPVÆKST

Derfor er Fairstart-programmet baseret på konceptet “livslang læring”: Man kan støtte et barns emotionelle, sociale og kognitive læring ved at give det omsorg lige fra det bliver født, igennem de første år af livet og i skole- og voksenlivet.
I de første år støtter al form for stimulering den emotionelle, sociale og kognitive læring. Først ved 3-5 års alderen bliver den kognitive læring en individuel proces.
Hvis I stimulerer en baby og taler til den mens I giver den mad, støtter I på samme tid babyens emotionelle, sociale og kognitive udvikling.
Når et barn starter i skole og er parat til at lære, afhænger dets præstationer og karakterer i høj grad af den omsorg, det fik i de tidlige år.

GRUNDLAGET FOR EN LÆRINGSPROCES: AT STØTTE UDFORSKNINGSADFÆRDEN

De to vigtigste metoder til at give et barn en god skolestart har I allerede hørt om:

Tryg omsorgsgiveradfærd er grundlaget for læring. Som I husker fra Session 4 (Hvordan praktiserer man professionel omsorg for børn?) kan man med den rigtige omsorg give barnet en tryg base. Omsorgsgiverens adfærd skal være sammenhængende; omsorgsgiveren skal være sensitiv over for barnet og tilgængelig, når barnet føler sig truet; omsorgsgiveren skal være rolig og venlig, når barnet er ude af balance; og omsorgspersonen skal tale med barnet om, hvordan man forstår andres tanker og følelser. På den måde kan man give barnet en følelse af, at det har en tryg base.

Med udgangspunkt i det lærte om forholdet mellem opgave og relation i Session 4, er det afgørende, at underviseren eller læreren skal sørge for at arbejde på at skabe en tryg relation til barnet eller den unge. For at få barnet til at udføre opgaver, forstå matematik, grammatik eller til at lave lektier, er det nødvendigt at barnet har et positivt socialt forhold til læreren.

Med andre ord: hvis børn er bange for deres lærere, vil de formentlig lære meget lidt, lige meget hvor kloge de er.

Hvis barnet har et trygt forhold til sin lærer, “slukker” det for tilknytningssystemets udmattende aktivitet, og dermed kan det ”tænde” for udforskningssystemet: det lille barn kravler væk fra omsorgsgiveren og begynder at udforske omgivelserne. Det leger, er nysgerrigt, eksperimenterer med legetøj og tager social kontakt til andre. Vi kan tilføje ”at lære og undersøge” til listen over typer af udforskende adfærd fra barnet er 3 år og op. Læring bliver simpelthen en god oplevelse – også i skolen. Barnet er ikke bare en passiv modtager af viden, men en aktiv partner i læringsprocessen og er i stand til at samarbejde med lærere og klassekammerater.

AT LÆRE HVORDAN MAN LÆRER

Der ligger to præmisser bag læring: man skal have en klar opfattelse af verden omkring sig, og man skal vide, hvordan man retter sin opmærksomhed mod det, læreren siger, og de materialer, man skal bruge. Det skal man lære, før man kan lære noget som helst andet.

En baby får de værktøjer og funktioner, som er nødvendige for at kunne lære, når omsorgsgiveren tager kontakt til, kommunikerer med og interagerer med babyen, mens han/hun passer den. Derfor er moderen eller den første omsorgsgiver den vigtigste lærer i livet.

Hvordan interagerer en god omsorgsgiver med barnet, og hvordan er interaktionen med til at sørge for, at barnet får de værdifulde værktøjer til at lære? En god omsorgsgiver reagerer på en måde, som hjælper barnet med at opbygge de nødvendige funktioner. Børn, som har haft deprimerede, forvirrede, vrede eller uforudsigelige omsorgspersoner, vil derfor ofte få problemer med indlæring og kognitiv udvikling senere i livet:

Koncentration:

En lille baby kan kun koncentrere sig om at kigge på sin omsorgsgiver i få sekunder ad gangen. Men omsorgsgiveren vil altid prøve at holde barnets opmærksomhed i lidt længere tid. Hun vil hæve sin stemme, nusse det og prøve at tage øjenkontakt igen og med tiden vil barnet lære at kigge på hende i måske 20 sekunder ad gangen. Hvis hun bliver ved med at gøre dette, vil barnet også lære at rette opmærksomheden mod et stykke legetøj eller en leg i lidt længere tid. Så når barnet er 5 år, kan det lege med den samme ting eller de samme venner i måske 5 minutter. Når det begynder i skolen, kan det koncentrere sig om at læse en bog eller lege med kammeraterne i 10 minutter eller længere tid. Derudover vil barnet kunne koncentrere sig om, hvad læreren siger i endnu længere tid. Når barnet bliver ældre, vil det kunne læse i måske en time uden at miste koncentrationen.

Børn, som har oplevet svigtende omsorg i perioden 0-2 år, vil ofte have problemer med at koncentrere sig i tilstrækkelig lang tid ad gangen.

Omsorgsgiveren prøver at vække positive følelser i barnet. Derfor har barnet en masse følelser, når det er i kontakt med omsorgsgiveren, og dette får automatisk barnet til at fokusere på omsorgsgiveren. Barnet vil ikke fokusere lige så meget på et stykke sæbe eller et håndklæde, fordi de ting ikke vækker de samme stærke følelser som omsorgsgiveren.
På den måde lærer barnet at rette opmærksomhed mod det vigtige og glemme eller ignorere det, der ikke er vigtigt. Derfor vil barnet blive i stand til at fokusere på det, læreren siger i skolen og ignorere de andre børns larm.
Senere vil det hurtigt kunne udvælge de væsentlige dele af en tekst eller et regnestykke og ignorere de forhold eller ord, som ikke er vigtige.

Børn, som har oplevet svigtende omsorg i perioden 0-2 år, vil ofte have problemer med at fokusere på den relevante person eller ting, og de vil have problemer med at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige.

Fordi kontakten mellem omsorgsgiver og barn sætter gang i en masse positive følelser i barnet, vil barnet kunne genkende hende i en særlig grad og reagere kraftigt, når hun kommer tilbage. Det skyldes ikke, at omsorgsgiveren har den samme kjole på eller taler med den samme stemme, men at de stærke følelser er de samme, hver gang omsorgsgiveren og barnet har kontakt. Så genkendelse er i virkeligheden baseret på: “Nu kommer hun, og jeg har de stærke positive følelser igen!” – ”Her er der en ukendt person, jeg kan ikke huske hende, så nu begynder jeg at græde, selvom hun er venlig – jeg vil have min omsorgsgiver tilbage!”.

Således kan barnet senere lære at genkende “et menneske, det har set før, en tekst det har læst før, en matematikformel, der har lært før og huske, hvad det lavede i skolen i går!”. Barnet kan lære at foretrække nogle ting i skolen frem for andre og opnå en kritisk sans “den historie kan jeg virkelig godt lide, den historie kan jeg ikke lide”.

Børn, som har oplevet svigtende omsorg i perioden 0-2 år, vil ofte have problemer med at genkende og erindre ting, personer, temaer og metoder, mønstre og rytmer i dagligdagen.

Eftersom babyen konstant interagerer og er i dialog med omsorgsgiveren, lærer det gradvist at forstå, at der er et “jeg” og et “du” og et “de”, og hvordan vi er relateret til hinanden.

Det gør barnet i stand til at forstå, hvad grammatik handler om – relationer mellem ord: “jeg” må være subjekt i en sætning, “ham, hende, den, dem” må være sætningens objekt, og det der sker imellem os må være verbet: “jeg smiler til dig, du fniser når jeg smiler til dig“.

Omsorgsgiveren taler ikke bare til barnet, hun udtaler ordene med en følelsesladet tone, som svarer til ordenes betydning. Hun siger ikke bare monotont “mor-er-glad”, hun siger “Åh, mor er såå GLAD for dig!” med en stemme der går op og ned.

Denne praksis gør, at barnet lærer at forbinde følelser og ord – barnet hører ikke bare ”vred, glad, trist”, det lærer også at føle vred, glad eller trist bare ved at høre ordene. Det er derfor barnet ikke bare kan forstå et ord, men også kan føle den betydning (følelse), som ordet fremkalder.
Så når læreren taler i klassen, eller barnet læser en tekst senere i livet, vil det forstå både betydningen og intentionen bag det, der bliver sagt, fordi ordene fremkalder de relevante følelser.
Prøv selv at sige ordet “spøgelse”- hvilke følelser fremkalder det? Prøv så at sige ”en varm, blid, og fantastisk eftermiddag”. Kan I mærke en forskel, når I siger ordene?
Det er derfor vi forstår meningen bag et sprog – vores mor lærte os at føle, hvad vi hører eller læser.

En baby lærer at føle langvarig motivation, hvis omsorgsgiveren ofte er i et positivt og nysgerrigt humør og er positiv i forhold til alt, hvad babyen gør. Det får barnet til at føle sig positiv og nysgerrig omkring sin omverden og de mennesker, det møder senere i livet. Omsorgsgiveren beskytter også barnet mod at føle sig frustreret, og beroliger og trøster det, hvis det er ked af det, og hun støtter det i at prøve ting, som er lidt svære eller farlige i barnets øjne. På den måde opbygger barnet en generel følelse af motivation og frustrationstolerance. Så når det starter i skole, er det positivt og begejstret for at kaste sig ud i nye og svære opgaver, og det kan udholde meget mere frustration i forbindelse med indlæring.

Børn, som har oplevet afvigende omsorg fra de er 0-2 år, vil ofte have problemer med at føle sig motiverede i længere tid ad gangen. De vil ofte have svært ved at udsætte deres behov og impulser, til de er færdige med en opgave, fordi de bliver frustrerede, når noget er svært.

Alle disse kvaliteter er basale funktioner som man lærer fra de første omsorgsgivere.  De er formentlig vigtigere for både barnets skolelivet og sociale succes end dets “intelligens”.

GRUPPEDISKUSSION