Session 12/13

Emne B: Fra voksenstyring til forhandling

Det er især vigtigt i puberteten, at der i omsorgsgiverens adfærd er en balance mellem at være rummelig (ikke blive provokeret, men være venlig, nøgtern og pragmatisk) og at være bestemt. I kan gøre det klart for hinanden i medarbejdergruppen, hvilke krav, der kan forhandles om, og hvilke krav, der ikke er til diskussion. Dette er vigtigt at vide, når jeres grænser bliver afprøvet. Det er helt naturligt, at teenagere vil prøve jeres grænser af, så derfor skal grænserne være klare for jer selv.

En nyttig regel er: tal altid til teenagerens voksne side – lige meget hvor barnligt I synes, han eller hun opfører sig.
Rollefordelingen “vi er dine omsorgsgivere, og du er barnet” opløses, så det er nødvendigt at finde andre måder at samarbejde på.

Det kan være en god idé at indgå “kontrakter”.

For eksempel: “Du er blevet ældre og mere kompetent. Derfor får du nogle pligter i institutionen til gengæld for visse rettigheder og lommepenge. Vi vil indgå en kontrakt med dig, hvor vi kan skrive, hvad du skal lave hver dag, hvor længe du kan blive ude med dine venner, og hvad vi giver dig lov til – for eksempel områder, hvor vi vil lade dig bestemme selv, uden at vi skal diskutere dine beslutninger. I kontrakten skal vi også nævne, hvad vi skal gøre som medarbejdere, hvis du eller vi ikke lever op til det, vi er blevet enige om. Så lad os gå i gang med at skrive den sammen – har du nogle forslag til, hvad vi skal være enige om – hvad der er vigtigt for dig?”

Processen kan også udføres som en forhandlingsproces og dialog imellem teenagegruppen og medarbejderne. I kan for eksempel spørge hver mandag, hvilke ønsker teenagerne har til aktiviteter i løbet af ugen, og I kan gøre nogle af dem til “medhjælpere”, som har ansvaret for planlægningen og for det sociale klima under aktiviteten.

Vennegruppen (venner, klassekammerater) er ofte vigtigere, end man tror i medarbejdergruppen. Det bør man generelt acceptere, og derfor bør jeres rolle som medarbejdere være “nogle der lytter og snakker” om den unges udfordringer i hans/hendes forhold til vennerne. I behøver ikke altid komme med løsningsforslag, for en accepterende attitude og dialogen i sig selv kan være til stor hjælp. En ung person husker en omsorgsgiver på følgende måde: “Jeg kunne altid snakke med ham om alt, og han lyttede bare og bebrejdede mig aldrig noget“.