Session 4/8
Side 3/5: Hvordan kombineres opgaveorientering og relationsorientering?Hvordan kombineres opgaveorientering og relationsorientering?
Her er tre måder at kombinere opgaveorientering og relationsorientering på
1.) Ved at du/i er meget bevidste om altid at starte med relationsarbejdet før i stiller en opgave. Hvis en klasse eller en elev er urolig, er der ingen chance for at klassen eller eleven er parat til at løse opgaver.
Du kan skifte fokus til opgaven, når du vurderer at børnene eller de unge er sikre på at du har set og hørt dem. Her er hvad en dansk lærerinde på et opholdssted meldte tilbage, da hun besluttede at starte med relationsarbejde:
”Hver dag før lektionen starter, sidder jeg 10 minutter i klasseværelset med de unge, hvor jeg bare lytter til alt hvad de skal sige. Hvordan sov de, hvor god/dårlig deres weekend var, hvordan de føler, hvad er deres tanker osv. Det giver dem en tryg base, de “spytter det hele ud”, de bliver hørt. Og de kan begynde at fokusere på noget andet. Vi får kontakt til hinanden, før vi starter med eventuelle krav. Det giver bedre forståelse og kontakt fra deres side. Bedre kommunikation, fordi voksne kunne gå ned til deres niveau.
2.) Ved at vise en nogenlunde fast rytme i skiftene mellem opgave og relation, så de unge ved hvornår du arbejder med relationer, og hvornår du skifter til at stille opgaver: ”Det var godt at vi fik talt om dine forældres skilsmisse, det trængte du til…. Nu lægger vi alt det til side, for nu handler det om dig – vi skal gøre klar til skituren i morgen, kan du hjælpe mig med at pakke?”.
3.) Ved at inddrage børnene i dit praktiske arbejde, og samtidig være i dialog med dem: ”Det er godt du vil hjælpe mig med at dække bord… ved du hvad, jeg vil lige høre hvad det var du var oppe og skændes med Malou om i morges – er i blevet uvenner?”
Ovenstående eksempler viser hvordan det relationsarbejde I allerede laver i hverdagen kan gøres mere bevidst og målrettet. Med jeres arbejde bliver planlagt relationsarbejde til en del af den daglige praksis, og til et fælles begreb i det professionelle arbejde. Som i så i eksemplet fra det bulgarske børnehjem var det her forskerne opdagede den enorme betydning af professionelles samspil med børn: det gælder hele livet, at hjernen kun udvikles gennem samspil og dialog i relationer.
For eksempel støttede statsminister Anker Jørgensen Fairstarts uddannelser fordi han mistede sine forældre og voksede op på et børnehjem. I lighed med hvad forskningen viser fortalte han os, at hans personlige forhold til omsorgsfulde professionelle havde betydet alt for hans udvikling.
Så når vi taler om at være professionelle forældrefigurer mener vi ikke at I skal blive forældre, men at i arbejder bevidst på at skabe samspil på samme måde som forældre gør. At nogle børn og unge måske knytter sig til jer betyder ikke at I absolut skal knytte jer til dem, men at I bevidst tillader dem at at gøre det. Mange professionelle undgår dette for at børn ikke skal opleve et tab hvis en medarbejder rejser. Men igen viser forskningen at udviklingen lykkes bedre hvis man har haft en betydningsfuld professionel i et stykke tid, end hvis der ikke arbejdes relationsbaseret. Så selv om der er travlt, mangel på lærere og ofte medarbejderskift, bør relationsarbejde være den højeste prioritet. Det er ikke let, så i den næste gruppediskussion bedes i diskutere hvordan i kan møde udfordringerne.
20 minutter
Diskuter, hvordan nogle af disse problemer kan overvindes, så opgaveorientering og relationsorientering kan kombineres bedst muligt.
- Hvad er det vigtigste eller mest nødvendige for os – hvordan holder vi balancen mellem opgavefokus og relationsfokus i vores daglige arbejde?
- Hvorfor har vi den balance, vi har på vores arbejdsplads– er det fordi: ”vi har altid gjort sådan”, ”vi har så travlt”, ”vi mener, det vigtigste er at lære børnene om relationer”?, ”vores opgave er kun at undervise, ikke at være forældre”
- Hvilke daglige problemer omkring balancen mellem opgave og relation møder vi – man kan jo let drukne i praktiske opgaver, der skal løses?
- Hvordan balancerer vi mellem “at give tid og vise opmærksomhed til det enkelte barn” og ”at vise opmærksomhed til alle børn”? Når I har ansvaret for flere børn, er det altid svært at beslutte, hvor meget opmærksomhed man skal give til ét barn eller en ung, og hvor meget man skal give til alle?
- Hvad kan vi gøre for at vise mest mulig opmærksomhed, mens vi udfører vores praktiske arbejde?
Eksempel 1: ”Vi har mange børn per omsorgsgiver, så nu og da vælger vi at have alle børnene samlet i grupper. På andre tidspunkter giver vi individuel opmærksomhed til hvert enkelt barn. For eksempel laver vi hver eftermiddag aktiviteter, hvor vi kan tage os af det enkelte barn, mens de andre børn kigger på”
Eksempel 2: ”Måske burde vi opdele vores arbejde, så vi har travlt noget af tiden, hvor vi ikke er så tilgængelige og så er der andre perioder i løbet af dagen, hvor vi viser børnene, at vi er meget tilgængelige og er parate til at give dem opmærksomhed, så børnene lærer rytmen i vores tilgængelige perioder”