Select Page

Session 7/8

Side 3/5: Mange kilder til identitetsudvikling

Mange kilder til identitetsudvikling

Det er ofte forvirrende for børn og unge, der bor uden for hjemmet, at føle sig knyttet til mange forskellige personer med hver deres forventninger, baggrund og kultur. Ofte føler børn og unge sig delt mellem loyaliteten over for forældrene og loyaliteten over for medarbejderne på det sted, de bor nu:

”Min mor siger jeg skal hjem og have mange børn i bygden, så skidt med skolen – men jeg er så glad for min lærer, hun siger jeg er dygtig og skal i gymnasiet – jeg aner ikke hvad jeg skal – det er håbløst!!”

Sådanne oplevelser gør det meget vanskeligt for unge at skabe en klar ide om, hvem de er og hvor de hører til.

Hvad er udfordringerne og hvordan kan I hjælpe unge med at udvikle et positivt selvbillede, mens i arbejder med dem?

AT HØRE TIL TO STEDER: LOYALITET OG IDENTITETSKONFLIKTER

Et barn har allerede etableret en tilknytning til sine forældre, når det kommer til et nyt sted – især hvis det er over tre år. Sådanne tilknytninger kan være både dysfunktionelle og fulde af frygt eller ambivalens. De biologiske forældre kan være ude af stand til at tilbyde en god omsorg, eller meget negativt indstillede overfor de professionelle.

Når barnet får professionelle omsorgsgivere, kommer det ofte i konflikt med sin egen selvopfattelse: “Jeg er knyttet til mine forældre – men nu tilbyder medarbejderne mig opmærksomhed og omsorg. Hvordan kan jeg tage imod det uden at føle mig skyldig eller forræderisk overfor mine forældre?”

Denne konflikt kan blive endnu mere smertefuld, hvis forældrene har uforløste negative følelser (vrede, jalousi) rettet mod personalet og ser dem som nogle, der ønsker at ”stjæle” deres barn fra dem. Det er svært at beslutte sig for, at andre skal drage omsorg for ens barn, og det gør det ikke nødvendigvis lettere, at det nye placeringssted eller skolehjem har flere ressourcer at tilbyde barnet.

MEDARBEJDERES FORHOLD TIL FORÆLDRE

Hvis man er omsorgsgiver eller lærer for et barn, der er blevet udsat for omsorgssvigt, er det naturligt at føle sig oprørt eller måske endda vred på de forældre, som har udsat deres barn for disse overgreb. Forældrene kan være afvisende, eller ude af stand til at holde aftaler i forhold til besøg og kontakt med deres barn, er det også naturligt at reagere.

En anden naturlig reaktion hos medarbejdere: ”Lad os glemme alt om dine forældre og koncentrere os om at få dig til at føle dig tryg”. Denne reaktion kan være en god holdning i begyndelsen, indtil barnet eller den unge er faldet til i skolen eller på stedet, og føler sig trygt. Herefter er åben dialog omkring det at have to sæt omsorgspersoner helt nødvendig for identitetsudviklingen.

Medarbejderes naturlige følelser over for forældre der har svigtet deres barn, skal bearbejdes for ikke at placere en ung midt i en intens konflikt omkring delt loyalitet – og det tager tid. Det er vigtigt at forstå, at professionelles forargelse eller bitterhed mod forældre vil blive opfattet af en ung som en fornægtelse af den unges egen identitet: ”Når de ikke accepterer mine forældre, accepterer de jo heller ikke mig!”. Dermed tvinges den unge til et umuligt valg.

En ung kan sagtens fordømme eller forsøge at glemme sine forældre, men prisen for dette er, at han eller hun vil være nødsaget til at “spalte” sig selv, hvor den ene del er knyttet til forældrene og den anden til medarbejderne. Dette vil gøre den unge ude af stand til at forene disse to sider af sig selv til en klar selvopfattelse.

Før eller siden vil dette blive et problem, specielt i teenageårene, hvor et ungt menneske forsøger at forme en voksen identitet. Det kan føre til tab af skolegang. depression og selvmordsforsøg. Som barnet vokser op og forstår mere og mere om sig selv og andre, må det løbende opbygge en ny opfattelse af sin identitet og baggrund. Det er en proces, som tager mange år, og de professionelles holdning og samtaler med de unge er utrolig vigtig for at det kan lykkes.

AT VISE RESPEKT VED AT VISE RESPEKT FOR FORÆLDRENE

GRUPPEDISKUSSION

20 minutter

  •  Da I modtog barnet eller den unge, hvad følte I da for forældrene?
  •  Hvilke problemer så i, som kunne skyldes manglende forældreomsorg?
  •  Hvordan forklarede I jeres syn på forældrene til børnene eller de unge?
  •  Hvad er det sværeste for jer i forhold til at acceptere forældrene eller at se deres positive sider?
  •  Hvad gør I i dag for at skabe regelmæssig kontakt og samtale med forældrene?