Session 2/8

Emne A: Basal Tilknytningsteori og Tilknytningssystemet

John Bowlby var en engelsk børnepsykiater, som undersøgte sorgreaktioner hos børn og spædbørn, som var blevet forladt af deres forældre under 2. Verdenskrig. Ud fra de erfaringer, han gjorde sig, formulerede han Tilknytningsteorien om børns udvikling. Den er i dag den mest anvendte og anerkendte teori til arbejde med børn og unge.

Hans første spørgsmål var: “Hvorfor er børn knyttet til deres forældre og omsorgsgivere i så lang tid efter fødslen, og mens de vokser op?”

• • Hos de primitive livsformer (krybdyr, fisk, insekter) får “moderen” en masse unger på én gang. En torsk kan gyde tusindvis af æg på én time. Men “moderen” stopper med at drage omsorg for afkommet, så snart det er ude af æggene. Det skyldes, at hjernens udvikling afsluttes, allerede mens fosteret stadig befinder sig inde i ægget: Så når ungen kommer ud af ægget, kan den tage vare på sig selv med det samme – den kan kravle eller svømme eller jage eller spise. Det har ikke brug for “moderlig omsorg” – hjernen er allerede færdigudviklet, inden ægget udklækkes. Derfor kan dens hjerne heller ikke udvikles senere.
• • Men pattedyr (dyr som giver die til deres afkom, som f.eks. hunde, hvaler, sæler og mennesker) bruger en helt anden overlevelsesstrategi, og har en hjerne der opbygges gennem samspil med voksne. De får meget få unger, og de viser omfattende omsorg for hver enkelt unge.
• • Menneskebørn bliver født med meget ufærdige hjerner, og det betyder at man kan forme og programmere hjernen, fordi den er umoden og dermed påvirkelig igennem hele opvæksten. Det er grunden til at samspil og omsorg er så vigtige. Voksne kan lære børnene at læse, tænke, tale, være sociale, løse problemer osv. Hjernens struktur dannes i samspillet mellem børn og omsorgsgivere. Man “opbygger sin hjerne” gennem samspil og dialog med omsorgspersoner og lærere.
• • Menneskets hjerne udvikles især fra fødslen, men den endelige opbygning sker først i teenagealderen. I alle disse år har man brug for tryghed, tætte relationer, læring og støtte.

• Der er ét stort problem med pattedyrenes og menneskenes overlevelsesstrategi: grundet den umodne hjerne er den nyfødte og barnet hjælpeløst på egen hånd, og overlevelsen er fuldstændig afhængig af de nære omsorgspersoner, især i de første år. Adskillelse betyder døden for en hjælpeløs baby.

• Derfor har børn et medfødt adfærdssystem, der sikrer at en voksen giver det tryghed, beskyttelse og omsorg: tilknytningssystemet.

• Tilknytning, og det at være følelsesmæssigt forbundet til et andet menneske, er et instinkt som er udviklet gennem tusinder af år. Børn fødes således med et stort behov for at søge nærhed og beskyttelse  hos sin omsorgsgiver. Dette behov er så stærkt, at det endda overgår behovet for at få føde. Tilknytningssystemet styrkes, hvis en voksen giver omsorg, når barnet udviser tilknytningsadfærd.  Tilknytningsadfærd er al adfærd, som barnet udviser for at undgå adskillelse, og dermed sikrer barnet muligheden for beskyttelse, trøst og omsorg fra den voksne omsorgsperson.

• Tilknytningssystemet bliver aktiveret ved adskillelse og ved angsten for adskillelse (adskillelsesangst), og børn forsøger at opretholde eller genskabe en fysisk nærhed til deres omsorgsgiver ved at reagere med tilknytningsadfærd:
  • det lille barn forsøger at undgå adskillelse ved at græde og klamre sig til omsorgsgiveren, ved at blive fortvivlet og trist og ved at protestere, når omsorgsgiveren går. Et adskilt barn kigger eller leder efter omsorgsgiveren.
• Der er her tale om en normal og sund tilknytningsadfærd blandt børn, og forældre vil dæmpe angsten, berolige barnet, og øve det i gradvis adskillelse. Hos børn der får god omsorg opstår kun lidt adskillelsesangst, og kun når det er nødvendigt.

• Men hvis børn oplever omsorgssvigt (f.eks. en psykisk syg eller misbrugende forælder), vil adskillelsesangsten beslaglægge al den energi, de skulle bruge til at udvikle sig. Denne angst kan blive permanent, og kan hindre udvikling og læring hos et barn eller en ung.