Session 1/10
Side 2/4: Hvordan bruger man programmet?Hvordan bruger man programmet?
”Den omsorgsgiver gruppe jeg under-viste var meget åben for ny viden og med i diskussionerne. Det lykkes omsorgsgiverne at forbedre deres kontakt til børnene. De ved nu hvad man skal være opmærksom på, når man har samtaler med forskellige børn med forskellige behov. Omsorgsgiverne har forskellige baggrunde og erfaringer, som er guld værd, når de skal arbejde med børnene. De skal bruge deres egne erfaringer og kan sætte sig ind i børnenes sted, hvor de kan vurdere med deres nye viden om metoder fra sessionerne, hvad der vil være bedst for barnet.
– Fairstart instruktør
Instruktøren gennemgår i alt 7 tre-timers sessioner med jer, og der er som regel 14 dage inden næste session, hvor I kan udføre de aktiviteter hjemme, som I planlægger med støtte fra instruktøren. Den næste session starter altid med, at instruktøren laver en kort opsamling: hvordan gik det med at gennemføre den arbejdsplan, I havde lavet? Vi har planlagt undervisningen, således I bliver støttet fra den ene session til den næste.
Sessionernes indhold hjælper kun jer og børnene, hvis I arbejder aktivt med den i dagligdagen. Som gruppe beslutter I i fællesskab, hvordan I vil udvikle og arbejde mellem sessionerne. Instruktøren er ansvarlig for at forklare og gennemgå sessionerne med jer, præsentationen af materialet og styringen af diskussionerne. Men det er kun jer som plejeforældre, der aktivt kan omsætte de teoretiske diskussioner til virkelighed i jeres daglige samvær med børnene og de unge. Dette er grunden til at arbejdet mellem sessionerne er så vigtigt.
I løbet af forløbet gennemgår instruktøren 7 forskellige emner sammen med jer. De handler om, hvordan man forstår plejebørns adfærd som naturlige reaktioner på tab og mangel på omsorg, som de har oplevet, før de kom til jer. Det kan være, de har mistillid til voksne? Det kan være de slet ikke er vant til at få hjælp fra voksne og tror, de skal klare alting selv. Eller ikke ved hvordan man opfører sig i en familie? Det kan være de sørger og savner de forældre, de kom fra og ikke har legekammerater eller venner? Det kan være, at de føler vrede og mistillid på grund af den omsorg, de har manglet før?
- Session 1: Introduktion til forløbet og samarbejdet samt et to og to interview om jeres vigtige erfaringer fra barndommen.
- Session 2: At forstå betydningen af at gøre børn trygge og lade dem knytte sig til jer. Her lærer I om tilknytningsteorien, og hvad tryg tilknytning betyder for børns livsglæde, leg og læring.
I vil også udfylde et spørgeskema om jeres egen trivsel samt børnene og de unges trivsel. Metoden bruges som en hjælp til at holde fokus på jeres omsorgsarbejde, den giver et billede af børnene og de unges psykiske tilstand og kan hjælpe med at identificere årsagen til udfordringer og adfærdsproblemer.
- Session 3: Børn og unge kan være trygge ved voksne, men nogle børn er afvisende, vrede og mistroiske, eller meget angste og usammenhængende. Her arbejder I med at forstå de fire tilknytningsmønstre, og hvordan I kan møde børn, så de finder tryghed i samspillet med jer.
- Session 4: Hvordan skaber man trygge relationer og måder at møde børn og unge på, der skaber tryghed og ro. Hvordan skaber man rammer og ritualer i hverdagen? Og hvordan inddrager man børn og unge i de daglige opgaver i familien, så de lærer at klare sig selv også efter plejeforholdet?
- Session 5: Hvordan taler man åbent med børn om svære adskillelser og tab de har oplevet, så de forstår deres egne udfordringer bedre, og bruger oplevelserne til at finde styrke? Og hvordan samarbejder man med deres forældre, der ofte har en helt anden måde at opdrage børn på?
- Session 6: Grønland er et samfund i rivende udvikling, og dette har en stor indflydelse på identitetsdannelsen hos børn og unge. I vil i denne session arbejde med, hvordan børn og unge kan føle sig splittet mellem to familier, og hvordan man kan have gode dialoger med børn om, hvem de er, og hvad de drømmer om.
- Session 7: Hvordan samarbejder man med teenagere, så man kan få lavet gode aftaler? Hvordan støtter man samtidig deres lyst til at være uafhængige af voksne, uden at de kommer ud i problemer?
I vil igen besvare spørgeskemaer om jeres egen samt børnene og de unges trivsel for at få et indblik i jeres udvikling gennem forløbet. Metoden vil hjælpe med at belyse, hvilke områder der kræver fokus også efter endt forløb.
Ved slutningen af hver session bliver hver plejeforælder bedt om at notere, hvordan I vil afprøve jeres ideer og planer, indtil I er klar til næste session. En session vil altid foreslå aktiviteter og ideer, I kan arbejde videre med hjemme til næste gang. Når I mødes igen, taler I sammen om, hvordan det gik.
Vi anbefaler også, at I fører dagbog – ofte kan man først se et reelt fremskridt, når man ser tilbage, og I vil få en mængde værdifulde noter til at dele med jeres plejebarn, når han/hun bliver ældre. De observationer, I skriver ned, må aldrig ses af personer, der ikke deltager i undervisningsprogrammet. Det er fortroligt materiale til jer, jeres gruppe og instruktøren.