Session C/10
Side 2/4 Forberedelse af efterværnForberedelse af efterværn
Det kan være en stor udfordring at forlade plejefamilien for at starte et uafhængigt liv – det er især den ensomhed, som mange unge føler, der kan være stressende. For anbragte unge er det en stor omvæltning at skulle sige farvel til deres plejefamilie, da det i mange tilfælde er det nærmeste de er kommet på et ”hjem”. Men i modsætning til ”almindelige” unge, der ofte har en far og mor i ryggen, står anbragte unge tit meget mere alene, og derfor er der behov for et efterværnsforløb. Men i mange lande er der ikke noget efterværnsforløb, når den professionelle relation ender. Det er et trist faktum, eftersom mange undersøgelser har vist, at efterværn har en meget positiv effekt på de unge, når deres tid hos plejefamilien er forbi.
Forskningen viser også at anbragte unge, der bor hos deres plejefamilie helt til de er 23 år, har markant bedre chancer for at klare sig godt senere i livet. Det skyldes at mange anbragte modnes senere end andre, på grund af en svær start i livet. De skal derfor have længere tid til at blive voksne, der kan tage ansvarlige beslutninger.
Ifølge en SFI rapport om efterværn og støtte til tidligere anbragte unge skaber efterværn særligt resultater på tre områder:
- De unge kommer i højere grad i gang med en ungdomsuddannelse
- De unge opnår mere stabile boligforhold
- De unge opbygger og udvikler sociale netværk med jævnaldrende
”Alting ændrede sig, da jeg flyttede hjemmefra. Før følte jeg at jeg aldrig havde tid for til selv, og pludselig havde jeg al tid til mig selv. Det gik ikke godt for mig.” Tidligere anbragt
HVAD KAN I SOM PLEJEFAMILIE GØRE FOR AT STØTTE DEN UNGES SELVSTÆNDIGHED OG SUCCESS I LIVET?
Det forventes af en plejefamilie, at de er indstillet på at kunne give slip på unge i pleje, når de fylder 18. Samtidig skal familien have en tæt relation til den unge, som er selve forudsætningen for at kunne hjælpe dem. Hvordan skal dette paradoks takles? Hvordan opretholder I som plejeforældre den nære relation, samtidig med at I giver slip og lader dem klare sig selv?
Det kan sætte mange svære følelser i spil, når en anbringelse ophører, både hos plejebarnet og plejeforældrene. Det kan være en planlagt afsked, eller den kommer uventet. Uanset er det ofte en svær og smertefuld proces.
I kan hjælpe den unge ved at snakke med ham/hende om, hvordan man kan forberede sig på at leve et selvstændigt liv efter familieplejen, herunder lave en plan for hvad der konkret skal ske. I kan komme på forkant med de problemer, den unge kan få, når han/hun forlader plejefamilien ved at kontakte myndighederne og personer i jeres netværk nogle år før, plejeperioden ender. I kan anbefale forvaltningen efterværn. I nogle lande får de unge tilknyttet en mentor, som besøger dem regelmæssigt, når de har forladt plejefamilien, og som kan hjælpe dem med at klare hverdagen. Undersøgelser viser ligeledes, at når de unge forlader plejefamilien, klarer de sig bedre, hvis de er en del af en gruppe – hvis de for eksempel bor i et hus sammen med andre unge mennesker, hvor der er nogle få professionelle, som hjælper dem med de daglige opgaver og taler med dem.
Hvad er vigtigt i et efterværnsforløb:
- Kontakt til voksne støttepersoner
Kontakt til en fast voksen (lærer, pædagog, plejeforælder) efter anbringelsen har stor betydning for hvordan den unge klarer sig, især i forhold til at starte og fastholde et uddannelsesforløb. Den voksne står til rådighed på vigtige områder som f.eks. boligsøgning, udvikling af relationer i netværket, praktiske kompetencer i forbindelse med eget hjem (indkøb, økonomi, tøjvask etc.). Det kan være meget forskelligt, hvad unge har brug for. Nogle har udelukkende behov for personlig opbakning andre har mest brug for praktisk hjælp, mens mange efterspørger begge dele.
I kan overveje om I – i samarbejde med forvaltningen – kan besøge og støtte jeres plejebørn også efter, at de har forladt plejeforholdet.
- Kontakten til andre unge i slutningen af anbringelsen
Kontakt til andre anbragte unge er afgørende for udviklingen af et personligt netværk, når man skal stå på egne ben. Det er en mulighed for at møde ligesindede, som kender til udfordringerne, der er forbundet med at være anbragt – f.eks. ensomhed, lavt selvværd, og et manglende socialt netværk. Mange unge har ingen kontakt til andre anbragte unge, mens de er i pleje. Men det er her, de kan føle sig forståede, så i de sidste år af plejeforholdet er det en god ide at kontakte andre plejeforældre, og lave hyggelige arrangementer, hvor de unge kan lære hinanden at kende. Det kan være i forbindelse med andre aktiviteter såsom sport eller udflugter
I Danmark har Plejeforældrenes Landsforening dannet samtalegrupper for unge anbragte, der mødes og udveksler erfaringer under ledelse af en voksen. I kan se deres film og få inspiration her.
Ane er 21 år gammel og bor i enetværelses lejlighed i Nuuk. Hun vil gerne være pædagog. Hun kommer fra en splittet baggrund og flyttede ind hos sin plejefamilie som 11-årig. Hendes biologiske far kender hun ikke, og moderen kunne ikke tage sig af hende og lillesøsteren. Før Ane og hendes lillesøster kom i plejefamilie, måtte de sørge for deres mor – stå for madlavningen, husholdningen og indkøb. Som 11-årig var Ane blevet meget indadvendt og var ofte ked af det. I plejefamilien udviklede Ane et godt forhold til sin plejemor og fik det gradvist bedre. Hun har gennem årene haft lidt kontakt med moderen, men efter en ubehagelig episode hvor Ane får sagt fra overfor moderen, taler de ikke sammen mere. I dag bor Ane alene og føler sig ofte ensom. Hendes fortid og baggrund betyder, at hun ikke har kontakt til en stor del af sin familie. Takket været sin plejemor får Ane støtte, der kan hjælpe hende med at opretholde en hverdag.
