Session 2/10

Tilknytningsteori og tilknytningssystemet

Lad os nu se på tilknytningsteorien. John Bowlby var en engelsk børnepsykiater, som undersøgte sorgreaktioner hos børn og spædbørn, som var blevet forladt af deres forældre under 2. Verdenskrig. Han kom selv på kostskole som lille, og som voksen blev han interesseret i at forstå, hvor meget tilknytning til forældre og andre voksne betyder.

Ud fra de erfaringer han gjorde sig, formulerede han Tilknytningsteorien for børns udvikling. Hans første spørgsmål var: “Hvorfor er børn knyttet til deres forældre i så lang tid efter fødslen, og mens de vokser op?”

• Uden voksenomsorg og beskyttelse kan hverken dyrebørn eller menneskebørn overleve.

• I de primitive livsformer (krybdyr, fisk, insekter) får “moderen” en masse afkom på én gang. En torsk kan gyde tusindvis af æg på én time. Men “moderen” stopper med at drage omsorg for afkommet, så snart de er ude af æggene. Det skyldes, at hjernens udvikling hos primitive dyr afsluttes, allerede før ungen kravler ud af ægget: Når “babyen” kommer ud af ægget, kan den tage vare på sig selv med det samme – den kan kravle eller svømme eller jage eller spise. Det har ikke brug for “moderlig omsorg” – hjernen er allerede færdigudviklet, inden ægget udklækkes. Derfor behøver f.eks. fiskeyngel ikke omsorg.

• Men pattedyrs unger (dyr som giver die til deres afkom, som f.eks. hunde, hvaler, sæler og mennesker) kan ikke overleve uden omsorg, for deres hjerner er slet ikke bygget færdige ved fødslen. F.eks. vil en slædehund vise omfattende omsorg for hver enkelt hvalp i kuldet. Især menneskebørn bliver født med meget umodne hjerner – de er mange år om at lære at kunne klare sig selv.

• Det betyder, at forældrene kan forme og programmere hjernen, fordi den er umoden og dermed påvirkelig igennem mange år. Forældrene kan lære børnene at læse, tænke, føle, være sociale, løse problemer osv. Hjernen dannes i høj grad af samspillet mellem børn og omsorgsgivere. Man “opbygger sin hjerne” igennem opdragelse og omsorg fra omsorgspersoner.

• Menneskets hjerne udvikles især fra fødslen og helt ind i voksenalderen – og i alle disse år indtil man bliver voksen, har man brug for omsorg og støtte fra voksne, man kender og er tryg ved. Især anbragte børn kan være meget længere om at blive voksne og modne på grund af en svær start. Derfor viser flere undersøgelser, at hvis unge får lov til at blive i en plejefamilie til de er 23, klarer de sig bedre, end de der rejser fra plejefamilien, når de er 18.

GRUPPEDISKUSSION – 5 minutter 

• Har I husdyr, eller har I set hunde, hvaler eller sæler vise omsorg for deres afkom?
• Har I lagt mærke til, hvor tæt de holder dem til sig, og hvordan ungerne skifter mellem at lege og søge tryghed, når de bliver bange?
• Har I hørt en sælunge hyle, når dens mor er væk?
• I hvor lang tid passer de på dem, før de kan klare sig selv?

Der er ét stort problem med pattedyrs og menneskers overlevelsesstrategi: grundet den umodne hjerne er den nyfødte hjælpeløs på egen hånd – overlevelsen er fuldstændig afhængig af forældrene eller en anden omsorgsperson, især i de første år.

Derfor er børn født med et tilknytningssystem der skal sikre, at det ikke bliver forladt, og at en voksen giver dem tryghed, beskyttelse og omsorg: Tilknytningssystemet. Tilknytning, og det at være følelsesmæssigt forbundet til et andet menneske, er et instinkt, som er udviklet gennem tusinder af år. Tilknytningssystemet i hjernen virker som en alarmklokke, der starter ved adskillelse: barnet viser adskillelsesangst og gør alt for at få forælderen tilbage, så snart han eller hun går lidt væk.

Tilknytningsadfærd er adfærd, som barnet udviser for at undgå adskillelse og holde på den voksne. På den måde sikrer barnet sig beskyttelse, mad, trøst og omsorg hos den voksne omsorgsperson.

Tilknytningsadfærd kan I se ved adskillelse, og ved angsten for adskillelse (adskillelsesangst). Børn forsøger altså at fastholde eller genskabe en fysisk nærhed til deres omsorgsgiver ved at reagere med tilknytningsadfærd.

Hvordan kan man så kende tilknytningsadfærd?

• Spædbarnet/ det lille barn forsøger at undgå adskillelse ved at græde og klamre sig til omsorgsgiveren, ved at blive fortvivlet og trist og ved at protestere, når omsorgsgiveren går. Ligeledes vil et adskilt barn kigge eller lede efter omsorgsgiveren og blive fortvivlet, hvis det ikke lykkes. Der er tale om en normal og sund tilknytningsadfærd blandt spædbørn. Hos børn, der får god omsorg, opstår der kun lidt adskillelsesangst, og kun når det er nødvendigt. Børn, som slet ikke reagerer, når omsorgsgiveren går, har muligvis opgivet deres søgen efter omsorg (resignation), fordi deres forældre ikke tog sig af dem. De kan beskrives som “meget rolige”, men denne adfærd er ikke normal, da deres manglende reaktion på adskillelse kan være tegn på, at de har opgivet at få omsorg. Børn, som går i panik, når en omsorgsgiver går fra dem, kan have oplevet meget svære og angstprovokerende adskillelser. Dette er ikke trygge reaktioner, og man ser ofte den adfærd hos børn, hvis biologiske forældre ikke kunne tage sig af dem

• Hos større børn kan tilknytningsadfærd vise sig som: at de altid er bange for, at du ikke kommer tilbage, selvom du bare skal i Brugsen, angst for at være alene, angst for at skulle starte i skolen, som et stort savn af de biologiske forældre eller teenageren der altid er triste, modløse og mangler selvtillid.

  Så længe tilknytningssystemets alarmklokke ringer, vil barnet være meget stresset og ikke have overskud til at lege og lære. Det ses tit hos anbragte børn, hvis forældre ikke gav dem tryghed i de første leveår. Så plejeforældres første opgave er at skabe tryghed og nærvær, så alarmen lettere slukkes uden frygt – det kan tage lang tid.

Som plejeforælder er det nyttigt at forstå, hvordan spæd- og småbørn knytter sig til deres første omsorgsgivere. Deres første erfaringer med tilknytningssystemet har nemlig stor betydning for, hvilke forventninger også det større barn/teenageren har til sine medmennesker – og især til sine plejeforældre Mange plejebørn viser tegn på, at de opfatter voksne ud fra de erfaringer, de har gjort sig med adskillelse, før de blev anbragt. Manglen på tidlig omsorg kan have skabt en ide om voksne, som nogle der ikke beskytter dem og holder af dem.

Det ses hos nogle anbragte børn, at tilknytningsadfærden ikke viser sig som en søgen efter tryghed og omsorg, men i stedet er præget af meget negative forventninger og adfærd, der skal afværge nye tab. De negative forventninger kan vise sig overfor jer som plejeforældre: som bebrejdelser, kynisme og ligegyldighed, eller f.eks. ”Alle vil svigte mig, også jer. I er ligeglade med mig”.

For at gøre dem trygge er det vigtigt at forstå, hvordan de overfører deres erfaringer i livets første fase også til plejeforældrene. For eksempel fortæller Grethe, hvordan hun, med meget hjælp fra hendes plejemor, fik udviklet sit tilknytningsmønster.

GRUPPEDISKUSSION – 15-20 minutter

• Kan I huske, at I har oplevet jeres egne børn vise sund tilknytningsadfærd – græde når I gik fra dem, klamre sig til jer, skrige, blive kede af det, osv.? Og så falde til ro, så snart I kom igen og trøstede dem?
• Hvornår ser I denne adfærd hos plejebørn, I arbejder med? Er der måske nogle, som slet ikke reagerer, når I går? Er der børn, som går i langvarig panik, hvis I forlader dem bare et øjeblik? Eller hele tiden spørger: ”Hvor går du hen – hvornår kommer du tilbage?”
• Hvordan plejer I at reagere, når børnene viser tilknytningsadfærd og frygt for adskillelse? Trøster I dem? Skælder I dem ud? Tænker I på dem som “forstyrrende”?, bliver I stressede, når de græder eller viser sorg? Eller…?.
• Hvad gør forældre i vores kultur generelt, når børnene viser tilknytningsadfærd?
• Hvad er jeres bedste råd til, hvordan man lærer børn at adskilles uden frygt?