Select Page

Session 6/10

Side 2/5 At høre til flere steder på samme tid – hvem er jeg så?

At høre til flere steder på samme tid – hvem er jeg så?

I det grønlandske samfund mødes to livsformer, sprog og oplevelser af at høre til. Grønland udvikler sig hastigt, og mange børn og unge i pleje møder helt modsatrettede forventninger. De oplever ofte adskillelser og tab af vigtige relationer, et nyt sprog, at skulle lære hvordan man fungerer i en moderne familie, og de skal tænke og handle helt anderledes end i den familie, de kom fra. Børn og unge kan ikke selv bygge en klar selvforståelse og tro på sig selv uden tæt og enig voksenstøtte, og resultatet er ofte manglende uddannelse og naturlige reaktioner på tab: adfærds- og indlæringsproblemer, følelsen af hjemløshed, etc.

At høre til flere steder har ramt mange i Grønland
– for eksempel fortæller den nu ældre Julie:

Da jeg var syv år, blev jeg sendt fra min bygd, og kom i pleje hos en dansk gårdmandsfamilie i Nordjylland. Jeg fik ikke at vide, at jeg skulle af sted, og jeg kunne ikke et ord dansk. Så jeg forstod intet, savnede min mor og mine venner og var meget ulykkelig. Efterhånden kom jeg dog over det og lærte dansk, men det var svært i skolen, at være den eneste pige, der ikke hørte til på en gård. Efter ottende klasse kom jeg hjem og fik et nyt chok: jeg havde glemt sproget og måderne at være sammen på, og ingen ville kendes ved mig. Jeg følte mig helt hjemløs, og det har taget mig mange svære år at finde mig selv. I dag har jeg et godt job, og når jeg er sammen med unge, lærer jeg dem både om vores egen kultur, og hvordan de kan bruge vort folks styrker og traditioner i det moderne Grønland og være stolte af, hvem de er

Mange plejebørn i Grønland oplever lignende loyalitetskonflikter og identitetsproblemer. Det er ofte forvirrende for dem at føle sig knyttet til mange forskellige personer med forskellige kulturelle baggrunde. Ofte ser vi, at tilknytningen bliver pludseligt afbrudt i situationer, hvor barnet har været meget bange, for eksempel hvis barnet er blevet fjernet med magt af myndighederne, mens forældrene har været desperate eller vrede, eller hvis en forælder er afgået ved døden eller har været meget ulykkelig, da adskillelsen fandt sted. Ofte føler børn sig delt mellem loyaliteten over for forældrene og loyaliteten over for plejeforældrene. Børn kan også have oplevet mange skiftende anbringelser.

Sådanne barndomsoplevelser gør det endnu vanskeligere for børn og unge at skabe en klar ide om, hvem de er, og hvor de hører til.
Hvordan kan I hjælpe børn med at udvikle et positivt selvbillede, mens de er anbragt hos jer? Åbenhed er nøgleordet.

AT HØRE TIL I ”TO FAMILIER”: LOYALITET OG IDENTITETSKONFLIKTER

Et barn har allerede etableret en tilknytning til sine forældre, når det kommer til plejeforældrene – især hvis det er over tre år. Disse tilknytninger kan være fulde af frygt og ambivalens. Barnets forældre kan have været ude af stand til at tilbyde en god omsorg, men disse tilknytninger er ikke desto mindre en vigtig del af barnets følelser.

Når barnet er blevet anbragt uden for hjemmet, kommer det ofte ud i en konflikt med sig selv: “Jeg er knyttet til mine forældre – men nu tilbyder mine plejeforældre mig opmærksomhed og omsorg. Hvordan kan jeg tage imod det uden at føle mig skyldig eller forræderisk overfor mine forældre?”

Denne konflikt kan blive endnu mere smertefuld for barnet, hvis de biologiske forældre har uforløste negative følelser (vrede, jalousi) rettet mod plejeforældrene og ser dem eller myndighederne som nogle, der ønsker at tage deres barn fra dem. Det er svært at beslutte sig for, at andre skal drage omsorg for ens barn og det er endnu sværere, hvis den ”nye familie” har flere ressourcer at tilbyde barnet.

Her kan du se Cathrine, et tidligere plejebarn, fortælle om det at være en del af to familier. 

DEN FØRSTE REAKTION: PLEJEFORÆLDRE OG BIOLOGISKE FORÆLDRE

Hvis I modtager et barn, der er blevet udsat for vold eller omsorgssvigt er det naturligt, at I føler jer oprørt over – måske endda bliver vrede på – de biologiske forældre, som har udsat deres barn for disse overgreb. De kan være ude af stand til at holde aftaler i forhold til besøg og til at holde kontakt med deres barn. En anden naturlig reaktion er: ”Lad os glemme alt om dine forældre og koncentrere os om at få dig til at føle dig tryg”. Denne reaktion kan være en god idé i begyndelsen, indtil barnet er faldet til og føler sig trygt. Herefter er åbne samtaler omkring det at have ”to fædre og to mødre” nødvendig for at grundlægge en positiv selvforståelse senere i livet.

Meget små børn en tendens til at etablere tilknytning til plejeforældre i løbet af kort tid. Hvis dette sker, vil barnet sandsynligvis begynde at kalde jer ”mor” eller ”far”. I kan acceptere dette, velvidende at når barnet bliver ældre, bliver det nødt til at finde en måde at forstå sin egen baggrund. 

Plejeforældrenes naturlige følelser over for forældrene, der har svigtet deres barn, skal bearbejdes – og det tager tid – for ikke at placere barnet midt i en intens konflikt omkring, hvor det hører til. Det er vigtigt at forstå, at vrede eller bitterhed mod de biologiske forældre vil blive opfattet af barnet som vrede mod en del af dets egen identitet.

Et barn, der er anbragt hos en plejefamilie, kan glædeligt fordømme eller forsøge at glemme sine biologiske forældre, men prisen for dette er, at barnet vil være nødsaget til at splitte sig selv, hvor den ene del er knyttet til forældrene og den anden til plejeforældrene. Det vil gøre barnet ude af stand til at forene disse to sider af sig selv.

Før eller siden vil dette blive et problem for barnet, specielt i teenageårene, hvor unge mennesker forsøger at forme en voksen identitet. Hver gang barnet når et nyt stadie i sin mentale udvikling og får en mere moden opfattelse af sig selv, må det opbygge et nyt syn på sin identitet og baggrund. Det tager mange år og lykkes bedst, hvis plejeforældrene har talt åbent med det undervejs i opvæksten.

GRUPPEDISKUSSION

  • Da I modtog barnet, hvad tænkte I så om forældrene?
  •  Hvilke problemer så I hos barnet, som kunne skyldes manglende forældreomsorg? 
  • Hvordan forklarede I jeres syn på forældrene til barnet?
  • Hvad vidste barnet allerede om at være anbragt hos en plejefamilie?
  • Hvad er det sværeste for jer i forhold til at acceptere forældre, der ikke magter opgaven, eller at se deres positive sider?