Session 3/8

Utryg undvigende tilknytningsadfærd

Hvis et lille barn oplever en omsorgsgiver, som ikke er særlig tilgængelig, er kølig og saglig, er krævende og ikke udtrykker særlig hengivenhed for barnet, er der mulighed for, at barnet udvikler en undvigende strategi over for omsorgsgiveren og andre vigtige personer. Barnet vil måske forsøge at være ’en lille voksen’ eller at være ’sine egne forældre’.

• Spædbarnet lærer hurtigt ikke at vise sine behov eller følelser, men behovet er der stadigt og skaber stress.
  • Det vil være meget optaget af legetøj eller en aktivitet og vil ikke forsøge at kontakte omsorgsgiveren, når denne kommer tilbage. Barnet har en tendens til at ignorere omsorg.
• Større børn og unge vil ikke bede om hjælp eller omsorg, selvom de har brug for det.
  • De vil forsøge at kontrollere deres følelser og ikke tydeligt vise, hvad de føler.
  • De vil forsøge at klare deres problemer selv alt for tidligt i deres udvikling.
  • De vil have problemer med at huske og tale om triste eller svære begivenheder – eksempelvis adskillelse og tab.
  • De ønsker at være uafhængige og undgår at vise eller tale om følelser.
  • De vil ofte virke kyniske, stressede, kan umiddelbart virke følelsesmæssigt afstumpede og sige ting som: ”Hvad rager det mig?”, ”Man kan ikke stole på voksne.”, etc. De har en tendens til at ”prøve at klare sig selv”.
  • De vil ofte virke alene og triste, men vil ikke tale om det.

Børn med en undvigende adfærd forsøger at overleve tab, svære adskillelser og manglende omsorg ved at rette opmærksomheden mod ting, når de vil opnå en tryghedsfølelse (for eksempel være meget optaget af et videospil eller en bestemt aktivitet) i stedet for at søge omsorg hos mennesker. Børn med undvigende adfærd har stort behov for omsorg, men de har lært at undertrykke denne følelse, fordi deres første omsorgsgiver var krævende, ufølsom og utilgængelig. Sagt med andre ord, er deres omsorgsbehov i de første år ikke blevet tilstrækkeligt opfyldt af den primære omsorgsperson – der er ikke blevet reageret tydeligt og varmt på deres tilknytningsadfærd.  Dette betyder, at de ofte bliver misforståede som ”kolde” og bliver glemt i det daglige arbejde, fordi de ikke selv søger omsorgsgiverens opmærksomhed eller hjælp – de har lært  alt for tidligt, at de må sørge for sige selv.

Det betyder at de kan have svære problemer der f.eks. kan resultere i et selvmordsforsøg, uden at nogen var klar over, hvad de følte og tænkte.

I forhold til børn og unge med en afvisende social strategi, er jeres adfærd vigtig:

• Giv barnet eller den unge dialog og støtte, hvad enten det udtrykker et behov eller ej – tag initiativer til samtaler, selvom barnet ikke søger det eller helst vil være alene.
• Vis, at I altid er tilgængelige og klar til at udvise opmærksomhed og tale med barnet/ den unge.
• Vis jeres egne følelser og ‘oversæt’ hvad I tror, barnet føler, og sig det med jeres egne ord. Fx ”Nå, faldt du? Det må virkelig have gjort ondt. Kom her og sæt dig lidt sammen med mig”.
• Vær venligt insisterende og tålmodig – barnet behøver dig, men det er bange for at vise sine behov spontant.
• Brug indirekte kontakt: det kan være meget svært for et barn med undvigende adfærd at tale om personlige ting, men det vil ofte være interesseret i genstande og være tiltrukket af dem. F. eks. kan du rette opmærksomheden mod en tegning eller en person i en film, og tale med barnet om hvad personerne føler og har problemer med. Barnet/den unge vil lettere kunne tale om sig selv ”gennem et emne eller en person”, som du viser interesse for. Derpå kan man spørge til om den unge selv har oplevet noget tilsvarende.
• Man kan også lave et sagligt klassetema eller en gruppeaktivitet der kan arbejdes med, f.eks.: “Hvad er svært for unge der starter på skolehjem?”, “Hvilke forventninger møder man fra forældre, lærere og pædagoger?”, “Hvad gør det svært at få hjælp fra voksne og kammerater?”