Session 3/8
Side 6/9: Utryg ambivalent tilknytningsadfærdUtryg ambivalent tilknytningsadfærd
Hvis et barn eller en ung tidligt har oplevet en ustabil omsorgsgiver som var uforudsigelig: som ofte skældte ud eller straffede det ene øjeblik, og var venlig det næste øjeblik, og som på en tilfældig måde svingede mellem stærke positive og negative følelser, er der mulighed for at barnet udvikler en ambivalent tilknytningsstrategi: Barnet er fanget mellem behovet for at søge omsorg, og på samme tid være bange for den uforudsigelige og måske aggressive omsorgsgiver.
Dette mønster ses ofte hos børn, hvis forældre selv har oplevet svigt i egen opvækst, har et misbrug, hvis der ofte er konflikter mellem omsorgsgiverne, eller hvis omsorgsgiveren lider af en psykisk sygdom. I alle disse tilfælde opleves omsorgsgiverens adfærd som utilregnelig og ikke til at stole på for barnet. De kan ikke give en tryg base.
Det betyder at barnet som ældre og ung kan føle stor angst og stress ved kontakt, og derfor hele tiden svinger mellem at søge meget tæt omsorg og nærhed, og samtidigt reagerer med vrede og anklager, når han eller hun får tilbudt omsorg. Det er yderst forvirrende for professionelle, og skaber ofte uenighed mellem dem om den pædagogiske praksis.
- Ældre børn vil – på en negativ måde – være nervøse for, hvad andre måtte tænke (”ingen kan lide mig”, ”alle er sure på mig”).
- Barnet vil det ene øjeblik forsøge at kontrollere andre, måske forsøge at være ”forælder” for andre børn eller mobbe dem, og det næste øjeblik beklage sig over at være syg eller misforstået og udvise en ”ingen kan lide mig”-adfærd. Det vil forsøge at ændre alle jeres beslutninger eller konstant forhandle aftaler og helt enkle krav, fordi angsten kommer igen.
- Barnet vil ikke have venskaber med mange jævnaldrende, men vil forsøge at monopolisere et enkelt venskab (”Du er min eneste ven, og hvis du taler med andre, svigter du mig”).
- I ekstreme tilfælde kan barnet blive voldeligt og forsøge at få andre børn til at indordne sig og acceptere aktiviteter, de ikke bryder sig om eller ønsker at deltage i, så som seksuelle overgreb eller voldelige aktiviteter.
- Barnet søger opmærksomhed, men på samme tid forsøger det at nedgøre eller kritisere omsorgsgiveren.
- Barnet er konstant fokuseret på den negative relation og forsøger at undgå eller starte en konflikt om ethvert krav, stort eller lille.
Når børn har behov for omsorg og på samme tid har en stor angst for nære relationer til omsorgsgivere med sig, bliver nærhed og tillid et problem, og det bliver svært at regulere følelsesmæssig afstand og nærhed. Disse børn lider meget, og I bør fokusere på at få dem til at føle sig trygge ved:
- At være venlige, men bestemte. Straf ikke barnet, men insister stille roligt på jeres krav og betingelser. Undlad at forhandle. Træf de beslutninger, barnet eller den unge ikke selv er i stand til at træffe.
- Hjælp med at fokusere på opgaven: ”Uanset om du er vred eller glad for mig: Lige nu læser vi, og vi laver ikke andre ting i de næste 10 minutter. Så kan vi tale sammen bagefter”.
- Skab faste rutiner med korte aktiviteter og gentag disse dagligt. Fortæl altid hvad der skal ske de næste 10 minutter før i går i gang.
- Optræd roligt og venligt, når barnet eller den unge anklager, kritiserer eller bebrejder jer. Fortæl dem at I ikke opgiver dem, og at de kan komme over deres problemer. Diskuter ikke et negativt svar.
- Hjælp barnet med at genvinde overblikket, når det overdramatiserer: ”Du siger du ønsker at dø og at ingen kan lide dig – men jeg bad dig faktisk bare åbne en bog eller vaske op. Du er ked af det og vred nu, men det går over om et øjeblik, selvom du ikke tror på det lige nu. – det gør det jo altid for dig”.
- Læg mærke til – og tal med hinanden indbyrdes om – hvornår et barn/ung gør jer irriterede og vrede. Forsøg at lægge afstand til den måde, I betragter barnet på, for at holde jer selv rolige, stabile, venlige og beslutsomme.
5 minutter
- Har I eksempler på børn eller unge med ambivalent adfærd? – Hvordan reagerer I på at barnet skælder ud, forsøger at mobbe andre eller bebrejder eller anklager jer?
- Hvad er sværest for jer selv, når I møder et barn med denne ambivalente adfærd?
- Hvordan påvirker ambivalent adfærd personalegruppen og børne-/ungegruppen?