Session 4/10
Side 4/7 Tryg omsorgsgiveradfærds fire dimensionerTryg omsorgsgiveradfærds fire dimensioner
Forskere har undersøgt, hvad omsorgsgivere gør for at give barnet en tryg tilknytning og udvikle trygge tilknytningsmønstre hos barnet. Det viser sig at plejeforældrene hele tiden er opmærksomme på at handle i samspillet på fire måder, der skaber tryghed på lang sigt:
Plejeforældre er opmærksomme på barnets signaler og svarer ofte, når barnet ønsker kontakt. De tager også tit selv initiativ til at sætte samspil og samtale i gang – især overfor de, der udviser utryg undvigende tilknytningsadfærd og ikke selv er opsøgende.
De bruger melodiøs stemmeføring og tydelige ansigtsudtryk, der udtrykker deres følelser – man skal let kunne ”aflæse” omsorgsgiveren. De tager sig tid til at lytte til og tale med barnet og forsøger at få øjenkontakt med det. De er tilgængelige for barnet og lette at få kontakt med – både fysisk og mentalt. Hvis barnet eller den unge er ophidset, ked af det, eller søger trøst, er der en voksen i nærheden som er parat til at lægge andre ting væk og være opmærksom – uden en masse krav om en bestemt adfærd, og uden at barnet/ den unge skal vente længe. Der er simpelt hen ofte gensidig kontakt mellem voksen og barn/ ung.
Tænk på jeres plejebørn – mange af dem har ikke oplevet en forælder, der skabte interaktion, så de har måske svært ved at svare dig også i dag. Overvej hvordan du selv skaber rytme og viser følelser tydeligt i samspillet.
De agerer på en måde, der svarer til barnets følelser og modenhed i den konkrete situation. Der er opgaver, der skal løses (madlavning, rengøring, oprydning, tandbørstning og andre aktiviteter), men de ’læser’ samtidig barnets/den unges humør for at tilpasse løsningen af opgaverne hertil. At læse barnets stemning betyder at du er parat til at rumme hurtige skift: hvis en ung er ked af det, viser du at det er forstået, hvis han eller hun er vred eller ophidset, sætter du ord på det. Hvis den unge er glad, kan du måske stille en praktisk opgave eller tale sammen om noget, de synes er spændende.
Plejefamilien laver mad sammen. Pipaluk har forladt køkkenet sat sig væk fra de andre. Hun sidder med korslagte arme, så plejefaren går hen og snakker med hende for at fornemme, hvad der er galt. Afhængigt af hvad hun udtrykker og føler, tilpasser plejefaren sit svar.
Er hun bare lidt træt men ellers ved godt mod, siger plejefaren
”Du skal vist have et kram. Kom, så går vi tilbage, vi mangler din hjælp”.
Sidder hun og surmuler lidt og har brug for lidt voksenkontakt, vælger plejefaren for eksempel efter en kort snak at smile og spørge:
”Er det er virkelig det sureste ansigt, du kan lave? Nu skal du se, hvad jeg kan. Kan du lave et ansigt, der er lige så surt som det her?”
Plejefaren skærer en grimasse, der får Pipaluk til at grine. Sådan fortsætter de, indtil hendes humør hurtigt er godt igen, hvorefter plejefaren siger
”Kom, skal vi ikke gå tilbage til de andre igen?”
Er hun derimod ked af det eller vred, sætter plejefaren sig ind i, hvad der foregår, og tager en mere seriøs snak med hende.
De ved, at barnet har brug for en tryg voksen, der ikke bliver vred, skuffet eller ophidset – uanset hvordan barnet eller den unge har det. Hvis en ung er vred eller desperat, føler plejeforælderen med den unge, men ikke som den unge. Selvom barnet er ophidset eller vredt, bliver omsorgsgiveren det ikke. Han eller hun vedbliver med at udgøre en rolig, tryg base, der kan rumme og ikke lade sig rive med af barnets reaktioner. Han eller hun skælder ikke barnet ud, men står fast og taler til barnet i en venlig og rolig tone. Et barn bliver endnu mere utrygt, hvis omsorgsgiveren også bliver vred, når barnet gør det.
Mange unge med utryg tilknytningsadfærd er ofte gode til at få de voksne til at miste kontrollen. De er ofte dygtige til at afspore diskussioner. Det er nemt at falde i denne fælde. Derfor er det er vigtigt at være opmærksom på sin egen tilstand i situationen mens det foregår.
Eksempel:
Plejemoren har bedt Salik om at tage opvasken. Han begynder straks at argumentere imod:
”Det gider jeg ikke. Jeg hjalp også den anden dag. Gør det selv. Det er også altid mig, og ikke de små, der skal hjælpe til – det er uretfærdigt, du er bare så skrap altid! .”
Plejemoren oplever Salik som provokerende og er nødt til at gå ud og trække vejret lidt. Hun er i en situation, hvor hun begynder følelsesmæssigt at miste kontrollen, og konflikten kan let optrappes. Det betyder selvsagt ikke, at hun giver op, men snarere at hun opnår at bevare kontrollen over situationen ved at falde til ro, før hun fortsætter. På den måde bliver situationen ikke værre, og Salik får også tid til at tænke sig om. Når hun har ladet lidt tid gå, kan beskeden gentages en gang til, sagligt og venligt.
At føle med og ikke som barnet betyder, at man er mere opmærksom på, hvordan man selv har det, når barnet er ude af balance, og hvordan ens egen tilstand og følelse påvirker barnet.
4: MENTALISERING – TAL OM TANKER OG FØLELSER
Plejeforældrene er tit interesserede i, hvad barnet/ den unge tænker og føler, og de forsøger at spejle og sætte ord på barnets følelser og tanker.
Eksempelvis kan en plejeforælder sige til sit barn:
”Jeg kunne høre din mave rumle før. Det er da bare dejligt at få en portion mad, når man er sulten. Det kan jeg se, du også kan lide, kan du ikke?”
Eller hvis barnet er ude og fryser.
”Hold da op, jeg mærke på dine fingre, at du er kold. Det må da være ubehageligt. Du må hellere få nogle vanter på”.
På denne måde lærer barnet at forstå, hvordan sprog og følelser hænger sammen og lærer at forstå sig selv og andre.
Den unge har ligeledes brug for at udvikle forståelsen af egne og andres følelser og hensigter – italesæt dine egne følelser, følelser du ser hos den unge eller andre mennesker, det omgås:
”Du fortalte, at Rasmus råbte til dig at det var din skyld, da han blev smidt uden for døren i skolen i dag. Hvorfor tror du, han gjorde det? Tror du, han reagerede sådan, fordi han måske var vred, ked af det eller flov? Hvordan fik du det selv, da det skete?”
GRUPPEDISKUSSION
1. At være tilgængelig og have gensidig kontakt: Har I aktiviteter hver dag, hvor I lægger vægt på, at plejeforælder og barn (eller flere børn) har gensidig kontakt (sang, leg etc.)?
2. Hvordan kan du lave gensidige samspil med børnene, mens du udfører dine daglige pligter?
3. Sensitivitet: Tænk på en daglig opgave og overvej, hvordan et bestemt barn reagerer på noget, det skal gøre (spise, drikke, tage tøj på, etc.). Hvad er den bedste måde, hvorpå du kan motivere dette barn til opgaven? Hvordan kan du være følsom i forhold til dette barn – hvilken omsorgsadfærd giver det bedste resultat?
4. At føle medbarnet, ikke som barnet: Hvordan påvirker barnets følelser (raseri, utilpashed) jer. og hvordan reagerer i på dem? Hvordan kan i være opmærksomme på, hvad der sker med jer selv og være rolige og venlige – også selvom barnet er urimeligt eller ophidset?
5. Mentalisering – Tal om tanker og følelser: Hvordan kan I tale med børnene eller de unge og hjælpe dem med at forstå og sætte ord på deres følelser? Prøv at finde eksempler fra jeres liv hjemme.