Session 5/10

Hvorfor er det vigtigt at kunne tale åbent om tab og adskillelse?

Formålet med denne session er ikke at plejeforældre også skal være terapeuter. Derimod skal man kende reaktioner på sorg og adskillelse, og hvordan disse reaktioner viser sig i børn og unges adfærd. Som den berømte psykolog Freud sagde: “De bedste terapeuter er ikke psykologerne – det er dem, der arbejder med børnene i hverdagen”.

At miste nogen er en del af livet og ikke skadeligt i sig selv. Men forskningen viser, at tab, der ikke tales om, aktiverer tilknytningssystemet og bliver ved med at forstyrre følelserne og hindrer læring og social udvikling. Det viser sig som adfærdsproblemer, selvskade, og at man som ung langt lettere kommer ind i kriminalitet og misbrug for at dulme smerten.

Så det afgørende ved tab og svær adskillelse er ikke selve tabet, men hvordan man lærer at komme over det og får følelserne i ro, så man kan acceptere det og leve med det som en livserfaring og en ny styrke. De fleste vanskeligheder hos de børn og unge i arbejder med skyldes, at de ikke har nogen at tale med om tabsoplevelser.

F.eks. viste en canadisk undersøgelse af en bygd med 500 inuitter, at 12 unge, på bare ét år, havde begået selvmord. Da man arrangerede samtalegrupper for unge og inddrog alle i bygden i samtalerne, var der ingen selvmord i årene efter. Forskellen var kun, om der var tavshed eller dialog!

Denne session handler om, hvordan I kan udvikle større åbenhed om tab, så børnene og de unge får en positiv forståelse af deres egne vanskeligheder. Lad os først se på jeres egen værdifulde viden, som I kan anvende som en ressource i samtaler med børn og unge om tab og adskillelse.