Session 5/10

Forskning i adskillelsesreaktioner viser tydeligt betydningen af en åben dialog med plejeforældre. Hver gang et barn taler om eller lytter til oplevelser af adskillelse, forbedres dets følelser og tanker om, hvad det har oplevet. Følelserne af tab bliver mindre og mindre intense for hver gang, og erindringerne og forståelsen bliver bedre organiseret. Indtil barnet i tidens løb når samme tryghed som andre børn og kan føle en naturlig sorg, som ikke forstyrrer dets sindstilstand og trang til at lege, udforske og lære. Formålet med jeres arbejde er ikke at tage al sorg væk, men at hjælpe barnet til at have mindre intense og kaotiske følelser.
Forskning viser også, at hvis omsorgsgivere benægter, ignorerer eller forsøger at bagatellisere tidligere tab, vil børnene ikke forbedre deres håndtering af deres egne reaktioner, og det kan være ødelæggende for deres videre personlighedsudvikling.

For eksempel: tidligere når børn blev adopteret eller anbragt, var det skamfuldt og imod de sociale normer. Det bevirkede, at børn følte sig mindreværdige, og de blev ofte chokerede, når de var gamle nok til at forstå, at de ”ikke har lov til at være den, de er.” Resultatet var, at mange børn blev alvorligt traumatiserede og fik meget svære liv. Følgende udtalelse fra interviews med tidligere adopterede og anbragte børn er almindelig: “Ingen talte nogensinde til mig om, hvad der var vigtigst – at jeg havde mistet mine forældre – så jeg blev ved med at føle sorg og skam” .

Så jeres opgave er at arbejde på at skabe et rum og fortællinger, hvor barnet føler sig fri til samtaler om, hvad det har oplevet i fortiden. Det kan ske gennem en række aktiviteter.

Det er en god ide at beslutte, hvordan og hvornår I vil snakke med barnet eller måske alle børn i familien om tab, og hvordan man kommer over dem . Det kan gøres i daglige hyggestunder – om eftermiddagen eller efter aftensmaden.

Vær tålmodige – hver gang et barn når en ny fase af modenhed og udvikling efterhånden som det bliver ældre, kan det have brug for at tale om sine tab igen og finde nye perspektiver.

Find ud af, hvilke af de forsvar mod følelsen af at være værdiløs, I oftest ser hos jeres børn og unge. Vælg et tidspunkt hvor både I og børnene har det godt og I har tid.

• Fortæl så barnet eller den unge, at I gerne vil snakke med dem om, hvordan børn reagerer, når de mister kontakten med vigtige personer (mor, far, søskende eller kæledyr, de har været knyttet til).
• Beskriv de reaktioner, I har set hos børnene og fortæl dem, at dette er, hvad mange børn gør, når de har mistet en vigtig person. For eksempel:
  “Sommetider har børn mistet nogen, de elskede, og de er bange for at miste nogen igen. Så nægter de at tale med andre, og de bliver på deres værelse hele dagen. Sådan gør mange børn, og jeg synes faktisk, det er meget fornuftigt – for hvis de bliver på deres værelse helt alene og ikke bliver venner med nogen, kan de ikke blive afvist igen. Det kan man da sagtens forstå!“

I kan også vælge at fortælle børnene en historie om et tab eller en adskillelse fra jeres egen barndom:

“Da jeg var på din alder havde min mor og far altid meget travlt, og jeg var ofte overladt til mig selv. Når jeg forsøgte at blive venner med andre børn, afviste de mig tit og mobbede mig. Så besluttede jeg at blive siddende på mit værelse hele dagen – jeg ville ikke have kontakt med andre, for jeg var sikker på, at de ikke kunne lide mig eller ville afvise mig. Da jeg voksede op, fandt jeg ud af, at en masse børn gør sådan, og jeg tror, det er klogt – så er man beskyttet mod at blive afvist igen“.

Når I er sikre på, at børnene eller de unge føler, at I lytter tålmodige til dem og forstår deres reaktioner, kan I starte en dialog om fordele og ulemper ved barnets strategi.

 For eksempel:

På den måde viser I på en blid måde barnet, at dets strategi i virkeligheden fjerner frygten i øjeblikket, men i det lange løb gør det også barnet ensomt. I kan derefter tale om, hvordan børn kan være bange for at blive afvist igen eller miste nogen, de kan lide.

For eksempel:

Eller: