Session 5/10

Adskillelsesreaktioner hos børn der er tre år og opefter

Børn på tre år og opefter har allerede knyttet sig til andre i deres tidligere liv f.eks. til deres biologiske forældre – og det kan være en angstfyldt tilknytning Hvis de har været anbragt, fra de var små, kan de også have knyttet sig til professionelle omsorgsgivere. De har også en mere bevidst opfattelse af sig selv og de vanskelige adskillelser, de har oplevet. Hvis børn eller unge har oplevet vanskelige adskillelser – eller langvarige adskillelser – afhænger processen med sorg og helbredelse, af at plejeforældrene er parate til at tale åbent om deres egne oplevelser med adskillelse som børn, så barnet kan bruge fortællingerne til at åbne sig, forstå sig selv bedre, og føle at det har værdifulde erfaringer og øget selvværd. På den måde lærer det også, hvordan den grønlandske kultur giver styrke, og hvordan de ældre har forstået at overleve og blive stærkere.

BØRNS FØLELSESMÆSSIGE FORTOLKNING AF TAB: LAVT SELVVÆRD

Børn reagerer normalt på vanskelige eller for langvarig adskillelse ved at lave en følelsesmæssig fortolkning:

“Jeg er blevet efterladt, så jeg må være uelsket og værdiløs.” Det er vigtigt at forstå, at denne forestilling er følelsesmæssig, og har meget lidt at gøre med de bevidste forklaringer, børnene har fået fra omsorgsgiverne – det er en følelse mere end noget barnet “ved”. Barnet kan have lært at gentage alle de fornuftige forklaringer om, hvorfor det blev anbragt, men følelsen kan stadig være til stede og barnet kan føle en konstant skam over at være til, og have svært ved at se meningen med livet. Hvis der ikke tales om det, kan denne følelse føre til depression og i nogle tilfælde selvmord hos tidligere anbragte.

• Nogle nægter fuldstændigt at tale om fortiden for ikke at komme i kontakt med denne følelse.
• Nogle praktiserer “falsk kynisme”: uanset hvad der sker, viser de sig som kolde, og de reagerer hadefuldt på alle invitationer fra andre til at komme tæt på sig,
  “Jeg er totalt ligeglad med dig eller med venner eller med nogen som helst andre. Det eneste, jeg vil, er at være i fred! “(Undvigende tilknytningsadfærd). Denne holdning er forståelig, fordi den beskytter barnet mod at opleve et nyt tab og holder andre på afstand – så det vil ikke betyde noget at miste dem.
• Nogle bliver alt for uselvstændige og er “altid en god pige / dreng”, De bruger al deres energi på at være enige med plejeforældrene. De forsøger at undgå konflikter og opgiver at have en selvstændig mening om noget– “Fortæl mig hvad jeg skal gøre, jeg ved det ikke selv.” De er som regel meget afhængige af, hvad andre synes, og er bange for at træffe beslutninger, fordi de er bange for at andre vil afvise dem, hvis de ikke er enige i alt.
• Nogle bliver “perfektionister”: de forsøger konstant at lave alting perfekt og er optagede af at kontrollere om de nu gør tingene helt rigtigt. De er meget bange for at lave selv små fejl eller ikke gøre alting korrekt. Enhver lille udfordring eller fejl, de laver, gør dem desperate “Jeg gør alting forkert, jeg er en taber, jeg er ikke god til noget som helst. Jeg er en idiot, jeg vil bare dø, osv.”
• Nogle bliver konstant rastløse og stressede og synes at være mere eller mindre hyperaktive. De kan ikke sidde stille og er aldrig i ro og kan snakke konstant på en meget hektisk måde. Det er mere end bare et livligt barn: det er et barn, der ikke kan slappe af et øjeblik og forsøger at holde fortiden og tabene ude af sine tanker.
• Nogle bliver eneboere”: De isolerer sig på deres værelse alene med deres computer eller legetøj, og nægter at gå ud eller invitere jævnaldrende. De kan ikke lide sociale arrangementer eller invitationer og finder en undskyldning for at sige nej. Den underliggende følelsesmæssige idé er “Hvis jeg ikke har venner og ikke er med i en gruppe, vil jeg ikke blive afvist igen.”.
• Nogle overlever ved at hade eller være vrede på deres forældre, plejeforældre eller andre, de er blevet adskilt fra. De holder smerten og savnet væk.
  “Jeg hader alle voksne, de lyver, man kan ikke stole på dem, de er der aldrig, når man har brug for dem”.

Alle disse umodne og ubevidste strategier er barnets eller den unges forsøg på at undgå smerten ved en ny adskillelse.