Session 5/10

Hvordan børn reagerer på tab

Et barn reagerer og viser sin sorg forskelligt alt efter, hvor gammel det er, og hvor meget det kan forstå, når det bliver adskilt fra sine forældre og anbragt i pleje. Børn har også forskellige måder at forsøge at håndtere deres sorg på. Folk siger ofte om tabet af en forælder, at “tiden læger alle sår”, men dette er kun tilfældet for børn, der var under tre år gamle, da de blev adskilt fra en forælder eller en anden vigtig tilknytningsperson. Hvis de straks efter adskillelsen får en anden person i forælderens sted, kan de knytte sig lige så meget til plejeforældrene, som børn plejer at knytte sig til deres forældre.
Barnets tab er ikke altid nødvendigvis forbundet med en forælders død, men kan også være den fysiske adskillelse, eller den adskillelse et barn oplever, når forældre er ude af stand til at give det kærlig opmærksomhed og omsorg. En forælder kan have været fysisk til stede, men ude af stand til at tage sig af barnet på grund af for eksempel fødselsdepression, psykiske sygdomme eller manglende omsorg i omsorgsgiverens egen barndom.

Længden og sværhedsgraden af et barns tabsreaktioner afhænger også af, hvilken kontakt de nye omsorgsgivere tilbyder det.

Manglende tilknytningsadfærd:
Hvis barnet ikke får tilbudt en tilknytningsperson efter den tidlige adskillelse, eller hvis omsorgsgiverne ikke reagerer på barnets gråd, kan barnet helt opgive at græde og det bliver tilsyneladende roligt, ligeglad og tilbagetrukket. Dette er i virkeligheden et faresignal: tilknytningssystemet har stoppet sin aktivitet, og barnet kan være i en permanent tilstand af sorg. Måske reagerer det i mindre grad eller slet ikke på omsorg og bestræbelser på at tilbyde det tæt kontakt og trøst. Det kan udvikle sig i en tilstand af depression og tilbagetrukkethed, hvor barnet ikke trives eller ikke vokser tilstrækkeligt. Denne reaktion er almindelig hos børn, der har oplevet mange tidlige skift blandt omsorgsgivere eller tilknytningspersoner og hos børn, der har haft for lidt interaktion og kontakt på for eksempel børnehjem eller hospitaler.

Overreaktion på adskillelse:
Hvis adskillelsen er sket pludseligt og meget voldsomt – måske er barnet blevet fjernet af myndighederne og politiet, mens forældrene græd og kæmpede – kan barnet udvikle en generel tilstand af stress og adskillelsesangst. Måske er tilknytningssystemet blevet alt for følsomt og “hyperaktivt” pga. et eller flere tidlige chok. Derfor kan barnet blive ekstremt bange og gå i panik, hver gang du forlader rummet eller bare vender dig bort. Det har brug for konstant bekræftelse af, at du ikke går nogen steder. Børn, der er blevet overfølsomme over for adskillelse, vil måske klamre sig til dig hele tiden, have store problemer med at falde i søvn og have brug for tryghed og trøst i lang tid selv efter en kort og normal adskillelse. Dette er et hyppigt problem i den første fase for børn, der er blevet anbragt uden for hjemmet.