Session 8/8

Hvordan børn reagerer på tab

Et barn eller ung reagerer og viser sin sorg forskelligt afhængigt af den alder, det har, når det bliver adskilt fra sine forældre. Børn har også forskellige måder at forsøge at håndtere deres sorg på. Folk siger ofte om tabet af kontakten med en forælder eller søskende, at “tiden læger alle sår”, men dette er normalt kun tilfældet for børn, der var meget små, da de blev adskilt fra en forælder eller en anden vigtig tilknytningsperson og straks derefter fik en anden person i forældrenes sted.
En følelse af tab er ikke altid nødvendigvis forbundet med en forælders død, men kan også være den fysiske adskillelse fra denne. En forælder kan have været fysisk til stede, men ude af stand til at tage sig af barnet på grund af for eksempel fødselsdepression, psykiske sygdomme, et misbrug, eller manglende omsorg i forældrens egen barndom.

Længden og sværhedsgraden af en tabsreaktion afhænger også af, hvilken kontakt de nye omsorgsgivere tilbyder det.

Normalt vil børn gå igennem en protestfase, når de oplever adskillelse eller ikke får omsorg: de græder, de er utrygge og svære at trøste, og de afviser måske forsøg på tæt kontakt fra deres nye omsorgsgivere. Dette er i virkeligheden en normal og sund reaktion: barnets tilknytningssystem aktiveres af adskillelsen, som det skal, for at forhindre yderligere adskillelse. I så denne reaktion i Dr. Ed Tronick’s “Still Face Experiment” i session 4. Først er moderen lydhør og samarbejdsvillig – så bliver hun bedt om at gøre sit ansigt udtryksløst. Spædbarnet begynder straks at forsøge at få hendes opmærksomhed. Da det ikke lykkes,  bliver barnet desperat og giver sig til sidst til at græde.

Man kan ud fra denne video af eksperimentet nemt forestille sig, hvordan et spædbarn med en omsorgsgiver, som ikke er i stand til at reagere, kan føle voldsom angst. Og hvordan denne angst begynder igen, når det senere i livet møder nye omsorgsgivere eller lærere.

Reaktioner hos børn og unge på svære tidlige adskillelser

Hvis en adskillelse er sket pludseligt og meget voldsomt – måske er barnet blevet fjernet af myndighederne og politiet mod forældrenes vilje – kan barnet udvikle en generel tilstand af stress og meget stærk adskillelsesangst. Spædbarnets tilknytningssystem kan være blevet alt for følsomt og “hyperaktivt” pga. et eller flere tidlige chok.

Derfor kan barnet eller den unge senere reagere på forskellige måder i hverdagen:

Det kan trække sig helt fra samvær, blive ekstremt bange og gå i panik, hver gang I forlader rummet eller bare vender jer bort, og det kan have brug for konstant bekræftelse af, at det ikke bliver forladt. Barnet eller den unge kan på en desperat måde gøre alt for at få opmærksomhed, eller blive stærkt udadreagerende og rastløs. Børn, der er blevet overfølsomme over for adskillelse, vil måske klamre sig til jer hele tiden, have store problemer med at falde i søvn og have brug for tryghed og trøst i lang tid selv efter en kort og normal adskillelse.

Undersøgelser viser, at alle børn og unge i det første halve år efter anbringelse eller start på skolehjem har et meget højt stressniveau. Især her er det vigtigt at tage emnerne tab og adskillelse op, så stressniveauet mindskes.