Session 8/8

Emne B: Tabsreaktioner hos større børn og unge

DEN FØLELSESMÆSSIGE FORTOLKNING AF TAB SKABER LAVT SELVVÆRD

Børn og unge reagerer normalt på vanskelig eller for langvarig adskillelse ved at lave en følelsesmæssig fortolkning:

“Jeg er blevet afvist, så jeg må være uelsket og værdiløs”. Det er vigtigt at forstå, at denne fortolkning er følelsesmæssig og har meget lidt at gøre med de bevidste og rationelle forklaringer, de har fået fra omsorgsgiverne – det er en følelse mere end noget  bevidst. Der kan være fornuftige forklaringer på adskillelsen fra forældre og omsorgsgivere, men følelsen kan stadig være til stede, og skabe en konstant skam over at være til, og have svært ved at se meningen med livet. Den skaber et meget lavt selvværd, så barnet eller den unge kan have ressourcer det ikke tør bruge eller vise.

UMODNE STRATEGIER FOR AT UNDGÅ FØLELSEN AF AT VÆRE VÆRDILØS

Ingen børn eller unge kan udholde følelsen af at være afvist og uelsket, så de danner psykologiske forsvar for ikke at føle sig værdiløse og afviste.

Selv om disse forsvar kan synes umiddelbart uhensigtsmæssige, er de alligevel helt logiske: de forsøger at finde en strategi for at beskytte sig selv mod et nyt tab eller adskillelse. Da forsøgene er umodne, kan deres strategier for at undgå smerte være meget primitive. Men husk, at det er den bedste løsning barnet eller den unge i øjeblikket kan danne for at undgå konstant sorg og depression. Man kan se disse reaktioner hos alle, men hos børn og unge, der har oplevet vanskelige adskillelser, er de mere intense og til tider destruktive. De forbruger al den energi, der skulle være brugt til leg og læring.

• Nogle nægter fuldstændigt at tale om fortiden for ikke at komme i kontakt med de ubehagelige følelser.

• Nogle praktiserer “falsk kynisme”: uanset hvad der sker, forekommer børnene at være kolde, og de reagerer hadefuldt på alle invitationer fra andre til at komme tæt på sig, “Jeg er totalt ligeglad med dig eller med venner eller med nogen som helst andre. Det eneste jeg vil, er at være i fred! “ (se Undvigende/ afvisende tilknytningsadfærd). Denne holdning er forståelig, fordi den holder andre på afstand og beskytter  mod at opleve et nyt tab – så vil det ikke betyde noget at miste dem.

• Nogle bliver alt for uselvstændige og er “altid en god pige/dreng”, De bruger al deres energi på at være enige med omsorgsgiverne. De forsøger at undgå konflikter og opgiver at have en selvstændig mening om noget eller at være uenige med omsorgsgiverne – “Fortæl mig hvad jeg skal gøre, jeg ved det ikke selv.” De er som regel bange for at træffe beslutninger, fordi de vil undgå enhver uenighed eller kritik.

• Nogle børn bliver “perfektionister”: de forsøger konstant at lave alting perfekt og fokuserer på at kontrollere, om de nu gør tingene helt rigtigt. De er meget bange for at lave selv små fejl eller ikke gøre alting korrekt. Enhver lille udfordring eller fejl, de laver, gør dem desperate “Jeg gør alting forkert, jeg er en taber, jeg er ikke god til noget som helst. Jeg er en idiot, jeg vil bare dø, osv.”

• Nogle bliver konstant rastløse og stressede og synes at være mere eller mindre hyperaktive. De kan ikke sidde stille og er aldrig i ro og kan snakke konstant på en meget hektisk måde, der gør det klart, at dette er mere end bare et livligt barn: det er et barn, der ikke kan slappe af et øjeblik og forsøger at holde fortiden ude af sine tanker.

• Nogle bliver “eneboere”: De isolerer sig i deres værelse alene med deres computer eller legetøj og nægter at gå ud eller invitere jævnaldrende. De kan ikke lide sociale arrangementer eller invitationer og finder en undskyldning for at sige nej. Den underliggende følelsesmæssige idé er “Hvis jeg ikke har venner og ikke bliver venner med andre, kan ingen afvise mig igen”

• Nogle overlever ved at hade eller være vrede på deres forældre eller andre, de er blevet adskilt fra. Dette holder smerten og savnet væk “Jeg hader alle voksne, de lyver, man kan ikke stole på dem, de er der aldrig når man har brug for dem”.

Alle disse umodne og ubevidste strategier er barnets eller den unges forsøg på at undgå smerten ved en ny adskillelse.